Engang var Dagbladet Børsen en lille niche-avis, mens BT var en af to store frokostaviser med oplag mange gange større end Børsen.
Men det er mange år siden, og mens BT er faldet støt – og til tider meget – har Børsen bevæget sig den modsatte vej.
Sådan er billedet også i februar-tallene fra Dansk Oplagskontrol. I listen står fald med rødt og vækst med blåt, og det betyder, at der kun er tre blå tal i listen: Børsen, Kristeligt Dagblad og Information.
Samtidig står der minus 9,6 pct. ud for BT, hvilket giver et oplag på 74.459. Børsens vækst er godt nok kun på 0,5 pct. men det giver alligevel et oplag på 73.344 – 1115 mindre end BT.
I det hele er det svært at tale om en nicheavis i Børsens tilfælde – i hvert fald oplagsmæssigt. Kun fem aviser – Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, Politiken, Ekstra Bladet og BT – er større. Og de er vel og mærke ikke markant større. Faktisk er Ekstra Bladet med et oplag på 81.071 den næste, der risikerer at blive overhalet.
Politiken og Berlingske Tidende er 40-50 pct. større (henholdsvis 108.619 og 102.437), mens Jyllands-Posten med 126.024 er i lidt mere sikker afstand.