Babysam vil tættere på kunderne

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Nørgård Mikkelsen står bag et nyt kommunikationskoncept, der skal få Babysam tættere på sine kunder.

Babysam har for nylig valgt Nørgaard Mikkelsen som strategisk og kreativt bureau, og det kommer der nu håndgribelige resultater af.

Under paraplyen #Heltærligt lancerer parterne snart et kommunikationskoncept, som ud over at differentiere Babysam fra konkurrenterne skal bringe Danmarks efter eget udsagn største forhandler af babytøj- og udstyr helt tæt på kunderne og skabe interaktion og dialog.

#Heltærligt er faktisk udtænkt af Babysam selv, og Nørgård Mikkelsen har således skullet bygge videre på dette.

“Et DNA som #Heltærligt er et fantastisk springbræt at arbejde ud fra. Med mange af de forretningsstrategiske brikker lagt har vores største udfordring derfor været at samle alle brikkerne i puslespillet og få skabt et fælles kreativt og kommunikativt fokus, der kan give retning og fundament for fremtidige initiativer,” siger Kasper Kjærsgaard, der er client service director i Nørgård Mikkelsen, ifølge en pressemeddelelse.

Vil flytte fokus
Konceptet kommer, skriver parterne, til at tage et humoristisk afsæt i de mange myter, fordomme og glansbilledfacader, der omgiver livet som nybagt familie, for på den måde at italesætte det faktiske liv som forældre.

På den måde vil Babysam flytte fokus fra babytøj og babyudstyr til behovene hos vordende og nybagte forældre og butikskædens rådgivende funktion.

“Vi forstår kommende og nybagte familier og deres behov og udfordringer. Det vil vi gerne være endnu bedre til at fortælle, og det har Nørgård Mikkelsen hjulpet os med. Derudover har det været vigtigt for os at få skabt en fortælling, der tydeligt differentierer os fra vores konkurrenter og skaber relationer til vores kunder,” lyder det fra Babysams marketingchef Christine Gjødsbø.