Bankdirektør kreativ hovedkraft på Spar Nord kampagne

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Filmmanden Per Fly er instruktør på filmene i en ny national Spar Nord kampagne. Men det er ikke det mest usædvanlige i historien bag kampagnen.

Begrebet inhouse får tilført nye dimensioner, når Spar Nord i denne uge sætter gang i en ny landsdækkende kampagne.

Banken arbejder sammen med Reklamebureauet Os, men det er ikke bureauet, der står bag filmene i kampagnen. I stedet har kommunikationsdirektør Ole Madsen sat sig selv i den kreative førerrolle og arbejdet aktivt med skabelsen af bl.a. en række reklamefilm.

Ole Madsen er ikke helt ukendt med bureauarbejde, idet han i 2002-03 havde tilknytning til Ogilvy i Århus, og han har da også bragt nogle gamle Ogilvy kollegaer i spil som sparringpartnere på den kreative udvikling.

Det drejer sig om Jacob Bagai og Patrick Collister, som hidtil har stået bag kursusfirmaet, Adcademy.

Instruktionen har han fået filminstruktøren Per Fly til at tage sig af.

Per Fly er en sjælden gæst, når det gælder instruktion af reklamefilm – men det er endnu mere sjældent, at kunden ikke bare arbejder med et inhouse-bureau, men at den marketingansvarlige rent faktisk selv optræder som kreativ.

Det er dog ikke tilfældigt.

“Hele projektet handler om, at jeg mener, at kunder bør tage større ansvar for den kreative og strategisk udvikling. Den indsigt, vi har i vores forretning, skal vi bringe i spil i udviklingen af markedsføring i stedet for blot at briefe et bureau og så efterfølgende modtage et oplæg, som man kan lide eller ikke lide,” siger Ole Madsen.

Spar Nord har etableret en inhouse afdeling med 10 mand til at arbejde videre med de koncepter, der så bliver udviklet i samarbejde med nogle eksterne partnere.

Reklamebureauet Os er fortsat en del af dem, men her og nu har han altså bragt Jacob Bagai og Patrick Collister i spil.

“De er en del af mit faglige netværk, og derfor har jeg drøftet vores problemstillinger med dem. Det var derigennem samarbejdede udviklede sig,” siger Ole Madsen og erkender, at en af udfordringerne ved at arbejde mere med inhouse handler om at sikre, at man bliver kreativt udfordret.

“Det er det, gruppen skal sikre, men selvfølgelig kan vi risikere at løbe tør, og så må vi bringe andre i spil.”

Han understreger videre, at projektet ikke bygger på en manglende tiltro til bureauernes kompetencer. Men det er en kæphest for ham, at man som kunder i højere grad bringer sig selv i leadrollen i forhold til kreativ og strategisk udvikling.

Spar Nord har hidtil satset på en lokal profil, men vil nu flytte fokus til en landsdækkende markedsføring. Målet er at skabe et nyt kundeflow for at omme i mål med bankens organiske vækststrategi, har adm. dir. Lasse Nyby fortalt til Jyllands-Posten.

To færdige film kan ses her

To næsten færdige film kan ses her

Kl. 15.45: Der har været nogle problemer med linkene. Det er ved at blive bragt i orden