Banker skruer ned for markedsføringen

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Jyske Bank har skåret ikke mindre end 90 procent af deres markedsføring. De andre banker følger trop, men af forskellige årsager.

Børsen fortæller, at Jyske Bank har skruet gevaldigt ned for markedsføringen. Flere andre banker har fulgt trop.

90 procent har Jyske Bank skåret deres markedsføringsbudget ned med i perioden januar-august i år sammenlignet med sidste år.

Det viser en opgørelse i bruttopriser som Gallup Adfact har foretaget for Børsen.

Og flere banker har fulgt næsten lige så meget med ned. Både Lån & Spar Bank, Spar Nord og Alm. Brand har brugt 75 procent færre midler på annoncer.

I gennemsnit har bankerne generelt skåret annonceringen ned med 20 procent, skriver avisen.

Spar Nord fortæller til avisen, at det er for dyrt at blive hørt på de nationale medieplatforme og derfor har man valgt at henvende sig direkte til kunderne.

Hos Lån & Spar Bank er forklaringen, at man har haft så stor en tilgang af kunder i løbet af i år, at man har holdt igen med markedsføringen og Jyske Bank har skåret i markedsføringen, fordi banken har skullet foretage besparelser over hele linjen.

Professor i markedsføring og forbrugeradfærd ved CBS, Torsten Ringberg, mener at årsagen til nedgangen i bankernes markedsføring ligger i forbrugernes adfærd:

”Forbrugerne lader sig ikke snyde af reklamer, der forsøger at dække over noget urigtigt. Mange vil heller undvære dem og have ærlig kommunikation”.

Børsen Mediemarked, p. 7.