Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Ejerne af Tre Kronor får Bark Group aktier som betaling for deres bureau. Bark har indgået aftale med nyt amerikansk selskab om at rejse kapital.

Lige før jul meddelte Bark Group Inc. at man enten inden jul eller først i januar ville underskrive et ‘letter of intent’ med et svensk mediabureau om en overtagelse.

Det blev så midt i april i stedet, men nu er handlen på plads.

Det fortælles i svenske Dagens Industri.

Der er tale om det mindre svenske mediabureau, Tre Kronor, der har 10 ansatte, en omsætning på omkring 127 mio. svenske kroner (ca. 96 mio. DKR) og en bruttoavance på ca. 11 mio. kroner (ca. 8,4 mio. DKR).

Bureauet matcher meget godt Bark Copenhagen på tilgang til markedet, idet Tre Kronor i starten af i år har startet et reklamebureau, der også har fået sin første kunde. Bark Copenhagen søger også at integrere media- og reklamebureauet.

Ejerne af Tre Kronor betales med aktier i Bark Group.

“Vi skal opkøbe og bygge mediabureauer i mere end 10 lande i de kommende tre år, og til det har jeg fået et investeringsbudget,” siger adm. dir. Niclas Fröberg til Dagens Industri.

Det sætter således yderligere tryk på Bark Group’s udtalte behov for kapital, og firmaet har da også netop indgået en aftale med et nyt amerikansk firma om at hjælpe med at skaffe kapital.

Der er tale om National Securities Corporation, der er et finans-selskab ejet af National Holding Corp. som er noteret på OTC Bulletin Board lige som Bark.

Selskabet har en omsætning på lidt over 600 mio. kr., men har i de seneste to år haft betydelige underskud – i seneste regnskabsår på ca. 35 mio. kr.

Der er 150-200 ansatte, og desuden arbejder firmaet med 7-800 selvstændige repræsentanter.

Bark Group har fra start haft en ambition om at rejse 50-60 mio. kr. til realisering af sine planer og i den sammenhæng haft en aftale med Pacific Wave Partners.

Bark Group har selv inden for de seneste fire måneder rejst godt 5 mio. kr.

Ud over købet af Tre Kronor, har Bark Group for kort tid siden færdiggjort overtagelsen af det tyske produktions-selskab Anaconda med syv fastansatte.

Aktiemajoriteten i Anaconda er overtaget fra to af fem stiftende Bark-aktionærer – Rene Lauritsen og Jesper Svane – der er blevet betalt med Bark-aktier. De to er således nu største aktionærer i Bark Group.

Det er ikke oplyst, hvor mange Bark-aktier ejerne af Tre Kronor har fået. Men 51 pct. af Anaconda er betalt med 14 mio. aktier værdisat til ca. 11 mio. DKR.

Ankomsten af Anaconda og Tre Kronor er en god nyhed for danske Bark Copenhagen, der indtil nu har været eneste aktivitet til at dække de betydelige omkostninger, der knytter sig til det børsnoterede Bark Group Inc.

Gruppen er nu blevet ca. dobbelt så stor.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club