Bark køber forspring på følelsesanalyser

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Selskabet har investeret i det danskskabte Mindmetic, der forbereder lanceringen af et nyt produkt til måling af emotionel respons i reklamefilm.

Bark Group Inc., der er moderselskab for reklamebureauet Bark Copenhagen, har købt 10 pct. af researchfirmaet Mindmetic, der er et danskskabt selskab med base i England.

Mindmetic forbereder lanceringen af et produkt, der kan hjælpe med at måle den emotionelle respons på indhold i medier – som f.eks. elementer i reklamefilm, således at man kan udvikle kommunikationen på basis af denne viden frem for på mere traditionelle analysemetoder, hvor man spørger respondenter.

Birger Jan Olsen, der er medstifter af firmaet, fortæller bl.a., at man ved at måle reaktionen under sening af en viral film kan afgøre, om den vil blive sendt videre.

Bark Copenhagen og Mindmetic har samarbejdet i to år, men blander altså nu direkte blod. Mindmetic kontrolleres af Birger Jan Olsen sammen med hans medstifter Nicolai Krarup, men en 10 pct. ejerandel vil gøre Bark til en af de store aktionærer.

“Nicolai og jeg ejer til sammen over halvdelen, men Bark bliver store nok til, at de vil blive lyttet til”, siger Birger Jan Olsen og fortsætter:

“VBark investerer i os og får samtidig mulighed for at få et forspring på anvendelsen af viden og værktøjer fra os”.

Ingen af parterne vil oplyse detaljer om aftalen, men situationen for Mindmetic er, at man foreløbig har rejst 12 mio. kr. til udviklingen af viden og værktøjer. Nu mangler man så 12 mio. kr. til den endelig testning og færdiggørelse samt til at bringe produktet på markedet.

Mindmetic ville således ikke kunne bruge Bark-aktier til noget, og man må derfor antage, at ejerandelen er betalt med kontanter frem for med Bark-aktier.

Birger Jan Olsen er netop nu i Sydafrika for at lancere en beta-version, og planen er, at man efter sommerferien skal komme med en egentlig forpremiere på produktet.

Bark har dog allerede nu adgang til produktet. Derved har bureauet mulighed for at få et forspring i den kommercielle anvendelse over for kunder.