Bark-kunde skifter bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Tulip har ønsket at få nye øjne på Den Grønne Slagter, og har nu placeret budgettet hos et bureau, der i forvejen håndterer to af selskabets brands.

Tulip har fundet et nyt bureau til Den Grønne Slagter, og omkring den beslutning gemmer der sig to bemærkelsesværdige detaljer.

Den ene er, at man har fundet et bureau, som i forvejen håndterer to af koncernens brands. Normalt har man ellers fulgt en linje om at placere hvert brand hos forskellige bureauer.

Den anden er, at man dermed forlader det nu konkursramte Bark Copenhagen.

At bureauskiftet falder sammen med det er dog en tilfældighed.

“Vores bureauvalg har været i gang i flere måneder. Vi har haft et fint samarbejde med medarbejderne hos Bark Copenhagen, men vi har været gennem en relancering, hvor Den Grønne Slagter er gjort bredere og mindre fanatisk på konceptet om max 3 pct. fedt. Derfor har vi ønsket at få nogle friske øjne på, hvordan vi får en kommunikation med en bredere appel,” siger brandmanager, Kamilla Wetke.

Det nye bureau er Halbye Kaag JWT, som i forvejen håndterer Gøl og Steff Houlberg.

Bureauet er valgt uden forudgående konkurrence men på basis af sonderinger og anvendelsen af selskabets netværk. Men der gemmer sig ikke nogen ændret strategi i det forhold, at man nu placerer tre brands hos det samme bureau.

“Det er en beslutning, der træffes fra brand til brand, men Halbye Kaag har vist så mange gode takter på de to andre brands og desuden leveret et overbevisende oplæg, at valget af dem faldt naturligt,” siger Kamilla Wetke og fortsætter:

“Det bliver ikke det samme kreative team, der skal arbejde på Den Grønne Slagter som på de to andre, og vi har fuld tillid til, at de kan give brandet den selvstændige opmærksomhed, som det skal have. Men samtidig er der en fordel i, at bureauet har erfaring med kunder, der knytter sig til detailhandlen, og dermed en grundlæggende indsigt, som vi kan få glæde af.”

Adm. dir. Thomas Thorstholm, Halbye Kaag JWT, siger:

“Den Grønne Slagter er et godt eksempel på et mærke med en stor indre værdi, en reel historie, et løfte med substans og et stort potentiale for en mere entydig og stærk aktivering i markedet. Samtidig er det en udfordrende opgave, der stiller krav til vores evne til at udnytte flere relevante kontaktpunkter på en begavet måde.”