Bark vinder internationalt budget fra norsk virksomhed

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Norske Linie Akvavit vil hugge markedsandele i bl.a. Danmark, og det skal Bark Copenhagen hjælpe med. Bureauet har desuden landet et par web-budgetter.

Bark Copenhagen har vundet det internationale budget for det norske mærke Linie Akvavit.

Linie Akvavit markedsføres af det norske firma Arcus, og det er hovedkontoret i Norge, der har placeret opgaven hos Bark. Budgettet omfatter både strategisk og kreativ udvikling til flere forskellige lande.

Bark har flere andre spiritus-mærker i stald – bl.a. Jägermeister og Grants. Disse mærker forhandles af Hans Just, som også står for salget i Danmark af Linie Akvavit.

“Vi vandt for en række år siden det danske budget i en konkurrence men mistede det senere, fordi man samlede alle markederne på et engelsk bureau. Derfor er jeg utroligt glad for, at det nu er lykkedes at genvinde – ikke bare det tabte danske – men det overordnede budget”, siger adm. dir. Peter Brockdorff, Bark Copenhagen.

Kategorichef, Harald Seip fortæller, at Bark var oppe mod et norsk bureau.

Bureauet’s arbejde for Jägermeister har været succesrigt. Ved at fokusere på, at mærket skal drikkes iskoldt fik det nyt liv i forhold til en bitterkategori, der ellers er for nedadgående.

Udfordringen er formentlig ikke mindre på snaps, som heller ikke er et produkt i fremdrift.

“Det er rigtigt, at snapse-kategorien ikke går frem, men Linie er gået mod strømmen, og er derfor et spændende brand at arbejde for”, siger Peter Brockdorff.

Harald Seip fortæller, at man ikke har været meget aktive markedsføringsmæssigt i de sidste par år. Men nu skal der ske noget.

“Det er rigtigt, at snaps ikke er en kategori i fremdrift, men Linie er gået mod strømmen og har opnået en god position i Danmark. Vi tror, der er potentiale til mere. Det er baggrunden for det nye samarbejde med Bark”, siger Harald Seip og tilføjer, at samarbejdet primært gælder Norge, Sverige, Danmark og Nordtyskland. Størstedelen af budgettet vil ligge i Danmark og Nordtyskland.

Ud over Linie Akvavit har Bark landet et par web-budgetter.

Bureauet skal redesigne optikerkæden Godt syn’s website og desuden tilrettelægge et subsite for ansatte i Københavns Kommune.