Barndomsvenner stifter bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Gennem skoletiden havde de hver deres bureau. Nu er de gået sammen om et grafisk orienteret bureau.

To venner fra folkeskolen, som også har gået sammen på HHX, havde begge en iværksætterdrøm, der betød, at de allerede i 9. klasse kastede sig ud i deres første store projekt.

Siden gik de dog hver sin vej og drev hver deres bureau ved siden af gymnasiet. Iværksætterinteressen var inden for samme arbejdsområde: Grafik og opsætning af websites.

Selvom de på den ene side var konkurrenter, så har de også hele tiden brugt hinanden som netværk, og det har nu resulteret i, at Kiranan Vijayakanthan og Erik Holflod Jeppesen, som begge er 20, er gået sammen og har oprettet et fælles bureau: Grafikr med base i Randers.

”Vores arbejdsiver er stor, ligeledes er drømmene, og vi er begge enige om, at vi nu går all-in,” siger Kiranan Vijayakanthan.

Allerede nu har de en del kunder i butikken, bl.a.: Dominos Danmark, Nybolig Erhverv, Peugeot, XL BYG (Brejnholt), Kvickly, Randers Legeland, Spar Nord, Randers Realskole, Randers HH (Håndboldherrer i 1. division).