Bates afleverer kreativt team til Mensch

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Går alt som planlagt, har Bjørn Stene nu afsluttet den nødvendige oprustning af bureauet. De to nye står også til at blive partnere.

For to år siden var Silas Jansson og Cliff Kagawa Holm nr. 14 og 15 på listen over Danmarks mest kreative. Dengang var de hos Saatchi & Saatchi under Simon Woolers vinger.

For et år siden skiftede de så Saatchi ud med Bates Y&R. Men karrieren her blev kort – for nu har de valgt at takke ja til et tilbud om at komme til Mensch.

Dermed følger de efter Peter Boye, som fornylig efter blot et år hos Saatchi & Saatchi også valgte at skifte til Mensch.

Bureauet har således på kort tid gennemført en markant kreativ oprustning.

Alle tre står til at blive partnere – men som systemet er hos Mensch – så skal de lige først vise, at de er det værd.

Med Silas Jansson og Cliff Kagawa i hus kan adm dir. Bjørn Stene melde “mission accomplished.” Han har tidligere varslet, at bureauet i løbet af 2011 vil komme op på 11 partnere – og det vil være tallet, hvis Peter Boye, Solas Jansson og Cliff Kagawa Holm bliver partnere.

De 11 partnere vil så bestå af 4 projektledere og 7 kreative.

“På det tidspunkt vil vi så være det, vi skal være – både når det gælder fordeling af projektledere og kreative samt antallet af partnere i forhold til den arbejdsmængde, vi har,” siger Bjørn Stene.

Han hæfter sig ved, at Silas Jansson og Cliff Kagawa står bag en lang række prisvindende kampagner og bl.a. har skabt den internationale kampagne for Pandora.

“Vi har fulgt dem i årevis og vi er stolte over at de vil dele deres professionelle fremtid sammen med os,” siger Bjørn Stene.

Hos Bates Y&R ønsker adm. dir. Jacob Hastedt de to held og lykke.

“De har fået et nyt job, hvor de har udsigt til at blive partnere. Det synes jeg er flot gået,” siger Jacob Hastedt og tilføjer, at de efterlader et hul hos Bates, som skal udfyldes på en eller anden måde.