Erich Karsholt, partner i Bates Y&R gennem de seneste godt ti år, har sidste dag på bureauet i midten af marts og går så videre til Brand Movers – en spadseretur på godt 500 meter … og et spring.
”Brand Movers er et bureau, der er skabt ud fra Media Movers. Her bliver jeg strategidirektør og partner, og det er en mulighed for at udfordre mig selv yderligere på content marketing og de digitale og sociale kanaler,” siger Erich Karsholt.
Bates Y&R har været igennem en turbulent tid med kundetab og farvel til medarbejdere, men pilen peger atter op med tilgangen af bl.a. Movia og Faxe Kondi – og i sidste måned gennemførte bureauet et generationsskifte i ledelsen.
”Mercedes, som jeg har arbejdet sammen med i næsten 20 år, havde i 2013 sit bedste år i mands minde, og Bates har fået ny ledelse, som jeg var med til at pege på. Så det er med god samvittighed – og i god ro og orden – at jeg snart siger farvel til nogle fantastiske kolleger,” siger Erich Karsholt.
Han tilføjer:
”Jeg ser frem til at arbejde mere med de muligheder, der ligger i content marketing og i at være med til at udvikle Brand Movers. Her vil jeg med min brandingbaggrund skabe ny substans inden for de mange kontaktmuligheder, som virksomhederne har med kunder.”
Erich Karsholt er cand.merc, Marketing, fra CBS i 1987 – og karrieren har ligget konsekvent på bureausiden, først på Createam (det nuværende Mantra), siden på KGN, hvor samarbejdet med Mercedes-Benz og makkeren Søren Nøhr blev indledt. Nøhr og Karsholt stiftede bureauet Brands Copenhagen for så – fire år senere, sidst i 2003 – at rykke til Bates Y&R.
Hos Bates Y&R er der skulderklap til den afgående partner fra adm. direktør Thomas Brandt:
”10 år på Bates og 20 år med Mercedes var været en spændende rejse for Erich, der længe har tænkt, at hvis han skulle køre videre på en ny vej, så var det nok nu. Hos Brand Movers vil han tilegne sig ny viden og starte noget nyt op, og det vil vi ønske ham alt det bedste med – og samtidig takke for 10 års arbejdsindsats. Erich Karsholt er en engageret og passioneret kollega, hos hvem fællesskabet – altså kunden og bureauet – kommer først. Han har aldrig sat egen vinding på dagsordenen.”
Kontaktdirektør Michael Knudsen overtager ledelsen af Mercedes-samarbejdet og det hold, der har drevet det de seneste år.
Hos Brand Movers har direktør og stifter, Jesper Laursen, to klare årsager til makkerskabet med Erich Karsholt:
”Vi oplever stor og stigende efterspørgsel på at løse branding og positioneringsopgaver for virksomheder, og vi er rigtig gode til contentløsninger – med Erich Karsholt styrker vi vores marketing-ben. Media Movers og Brand Movers er to selvstændige enheder, men der vil være overlap, og Erich Karsholt bliver partner i begge.”
Media Movers og Brand Movers har tilsammen godt 20 medarbejdere og samarbejder med et par hundrede freelancere.
Ved siden af bureauarbejdet har Erich Karsholt medforfattet flere bøger om markedskommunikation og sponsering samt skrevet 400 siders-moppedrengen ”Mercedes-Benz i Danmark – mennesker, biler og markedsføring”.