BBDO Danmark bag global viral kampagne for M&M’s

Peter Engholm
25@mail.dk

Bureauet agerede Kirsten Giftekniv mellem en 18-årig svensk programmørs kode og M&M’s. Resultatet er blevet en brandingkampagne i 135 lande.

En dansk viralkampagne har invaderet internettet, helt bogstaveligt. Med “Space Heroes” kan man via sin browser-bogmærkelinje skyde en hvilken-som-helst hjemmeside i stykker med M&M’s, og dét initiativ er blevet vel modtaget kloden over – nærmere bestemt 135 lande.

Ideen opstod i oktober, da en 18-årig svensk programmør, Erik Rothoff Andersson, lagde et javescript-applikation ud som open source. Det blev hurtigt til et samarbejde mellem ham og BBDO Danmark, der sammen med Contentcube fik omsat den rå kode til en reklameidé for M&M’s, fik den præsenteret og godkendt – og på kort tid.

“Vi har været Kirsten Giftekniv mellem koden og brandet. En kode kan i sig selv være svær at opdage, men via sociale netværk følger vi bl.a. programmører og fagjournalister, og her kunne vi se en kode, der passede perfekt til M&M’s og måden, vi arbejder med M&M’s på: Always fun,” siger Chaga Signe Bruun, der er senior art director på BBDO Danmark.

Den første uge blev Space Heroes i 200.000 tilfælde lagt ind som bogmærke – en trend, der begyndte i Rusland og derfra spredte sig til Brasilien og resten af Sydamerika.

“Vi har ikke seedet kampagnen, der har bevæget sig på egen hånd. Vi har lagt en lille film ind på YouTube, der beskriver M&M’s Space Heroes som bogmærke. Og det er nu blevet til en brandingkampagne, hvor folk ikke kun har prøvet det, men også har haft lyst til at formidle oplevelsen videre på blogs og Twitter,” siger Chaga Signe Bruun.

Baggrunden for kampagnen er atypisk for et bureau, men udbredt blandt programmører:

“Oftest er holdningen “det er min idé – der skal ikke røres ved den”, mens programmører arbejder i open source, hvor tilgangen er: Her er en kode – er der nogen, der kan forbedre den? Og det er den udvikling inden for crowd sourcing, der skal til, hvis vi skal udvikle begrebet fælles intelligens. Vi har i denne kampagne arbejdet sammen med den svenske programmør,” siger Chaga Signe Bruun.