BBDO erkender nederlag i dramatisk fogedsag

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Beskyldninger om tyveri af IT-program og krav om beslaglæggelse blev underkendt i Fogedretten. Kendelsen blev kæret – men er nu trukket tilbage.

Den dramatiske fogedsag, hvor BBDO beskyldte tidligere ledere i bureauet for at have stjålet et IT-program og derfor krævede beslaglæggelse er nu endeligt slut.

BBDO tabte i første omgang, men kærede sagen som omtalt på Bureaubiz. Det blev dog en kort sag, da den kom for i Østre Landsret d. 18. marts. Ingen var mødt i sagen, og retten havde dagen forinden modtaget et brev fra BBDOs advokat, der meddelte at man hævede sagen.

Derfor bestemte retten, at BBDO inden 14 dage skal betale 4000 kr. i kæremåls-omkostninger til Act Global, der er et selskab ejet af de tidligere BBDO-direktører, Anders Ertmann, Carsten Vigh og Tobias Smidth-Fibiger.

Siden er Act Globals aktiviteter overført til et selskab ejet af Carsten Vigh og Anders Ertmann, og de to forsøger nu at bygge et nyt bureau op under navnet Frikler.

Sagen udspringer af den strid, der er opstået mellem BBDO og de tre i forbindelse med en usædvanlig selskabskonstruktion for et internationalt bureau som BBDO.

Striden drejer sig om selskabet A Cph, der fungerede som online-bureau fuldt integreret i det daglige arbejde med BBDO – men var ejet af Anders Ertmann, Carsten Vigh og Tobias Smidth-Fibiger.

Da BBDO i efteråret opsagde samarbejdsaftalen med A Cph førte det til en stævning for kontraktbrud med krav om en betydelig millionerstatning. Den sag forventes for retten til efteråret.

D. 1. februar kom så fogedsagen, hvor BBDO bad om en såkaldt udkørende forretning – d.v.s. at modparten ikke var varslet på forhånd af hensyn til sikring af beviser, og Fogedretten mødte uanmeldt op i Act Globals lokaler på Flæsketorvet.

A Cph ejer herudover også produktionsbureauet Fast Forward sammen med Niels Folmann og den tidligere adm. dir. Allan Andreasen. Dette selskab forventes solgt ind i BBDO.

Alle de involverede personer er efterhånden væk fra BBDO. Kun Niels Folmann har fortsat en tilknytning til bureauet, men han er dog erstattet af Pernille Mehl som adm. dir.