Af Peter Engholm 25@mail.dk

&Co har skabt en markant kampagne for Carlsberg Sport. Nu skal DDB forløse det uudnyttede potentiale i Faxe Kondi.

Den flabede tilgang til, at Royal Unibrew nu har valgt nyt bureau til Faxe Kondi, kan være: Havde de overhovedet ét i forvejen?

Helt så flabet er det nu ikke, for når DDB – efter en bureaukonkurrence – afløser BBDO som Faxe Kondi-bureauet, så sker det oven på en fem års periode, hvor man mildt sagt ikke har brugt de store bevægelser – i hvert fald ikke inden for massekommunikationen.

“Vi har som sådan ikke annonceret for Faxe Kondi i de seneste 4-5 år, men vi har revurderet den strategiske platform og måden, vi kommunikerer Kondi på. Og DDB er valgt til opfriske Faxe Kondi og til at give deres fortolkning af Faxe Kondi i det nye årtusind,” siger Michael Nørgaard Jensen, salg- og marketingdirektør i Royal Unibrew.

Mens I er gået stille med dørene, er Carlsberg Sport gået anderledes agressivt til værks …

“Det er korrekt, men vi har opretholdt vores markedsandel, som er superfin. Cola-kategorien har haft et højt aktivitetsniveau, mens vores kategori har været forbavsende stabil. Når vi nu går ud, så skyldes det ikke Carlsberg Sport – vi mener ikke, at de har tilført kategorien så meget nyt – men fordi Faxe Kondi i sig selv kan så meget mere. Det rummer et uudnyttet potentiale,” siger Michael Nørgaard Jensen.

Markedsandele kan anskues på flere måder, og spørger man Carlsberg, lyder svaret, at man vinder frem på markedet – måske ikke markant men dog frem. Og Carlsberg Sport blev faktisk belønnet ved den nyligt afholdte Advertising Effectiveness Award.

Til at forløse Faxe Kondis potentiale afholdt Royal Unibrew indledningsvist en bureaukonkurrence, der på ét punkt minder om dén, Toms afholdt for nylig – nemlig at det hidtidige bureau kom med et oplæg, hvorefter andre bureauer bød ind.

“I princippet deltog der fem bureauer i konkurrencen: BBDO samt fire nye. BBDO har været vores hus-bureau, men da Faxe Kondi har stået på stand-by så længe, så kan man sige, at tavlen var visket ren, og at alle bureauer stod lige fra begyndelsen. Vi valgte DDB, fordi vi vurderede, at deres bud var det mest langtidsholdbare og havde den største præcision i at redefinere Faxe Kondi, der er et af de få tilbageværende danske brands på sodavandsmarkedet,” siger Michael Nørgaard Jensen.

Han ønsker ikke at oplyse de tre øvrige bureauer i konkurrencen. Bureaubiz har dog nogle bud: Integral, Sunrise og Umwelt. Reklamebureauet Os er dog også blevet nævnt.

Med valget af DDB kommer Faxe Kondi tættere på Carlsberg Sport. DDB’s søsterbureau, &Co, står for markedsføringen af Carlsberg Sport. Royal Unibrew er dog ikke ubekendt med den situation. DDB står for markedsføringen af selskabets øl-mærker, mens &Co står for markedsføringen af Carlsberg’s pilsner. 

Kommentarer

  1. Mon dog ikke de kan håndtere at være i familie med hinanden uden det går ud over det faglige?

  2. man må håbe de tager kampen op og laver noget endnu vildere end &Co´s kampagne for Carlsberg pilsner i sommers. lidt internt konkurrence har aldrig skadet noget reklame fremskridt.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club