Af Finn Graversen fg@kabelmail.dk

Produktionsbureauet Fast Forwards adm. direktør har efter et år på posten taget imod et tilbud om et nyt job.

Allan Andreasen er stoppet som adm. direktør for det BBDO-relaterede produktionsbureau, Fast Forward. I stedet er han tiltrådt et job som bureaudirektør i den grafiske virksomhed, CoolGray.

Det er ikke lykkedes at få fat i Allan Andreasen, men Fast Forwards bestyrelsesformand, Jan Olsen, siger:

“Han fik et jobtilbud, som han ikke kunne sige nej til, så der er ikke andet end at ønske ham tillykke. Vi overvejer lige nu, hvem der skal overtage posten, men der er ingen ændringer i selskabets konstruktion eller strategi. Det har vist sig at være bæredygtigt.”

Allan Andreasen var med til at stifte Fast Forward, der er blevet præsenteret som BBDO’s produktions-bureau – men som ud over Allan Andreasen er stiftet og ejet af BBDO’s adm. dir. Niels Folmann samt A Cph, der har tidligere Atmosphere og BBDO-direktører, Tobias Smidth-Fibiger og Carsten Vigh i ejerkredsen.

Det er således en usædvanlig selskabskonstruktion for et netværksbureau som BBDO, og sagen bliver yderligere kulørt af, at A Cph og BBDO er ude i en betydelig strid om kontraktbrud.

A Cph har repræsenteret en digital kompetence i BBDO og fungeret fuldt integreret i bureauet, men samarbejdet er ophørt med udgangen af september.

I stedet forsøger Tobias Smidth-Fibiger nu at bygge A Cph som en digital underleverandør til andre bureauer, mens BBDO har indgået en samarbejdsaftale med ContentCube.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club