BBDO valgt fra til Trygvesta

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureaukonkurrencen er gået ind i sin afgørende fase med to bureauer tilbage.

To ting er sikre. BBDO er røget ud efter første runde, og Bates Y&R er med i spillet om Trygvesta-budgettet.

Til gengæld er der en del, der tyder på, at Winwin Agency ikke er med i konkurrencen, som Bureaubiz ellers har gættet på tidligere.

Men Bates har ikke vundet endnu, selv om de fleste i branchen vil anse det for en betydelig overraskelse, hvis det ikke bliver tilfældet på grund af de nære relationer mellem Trygvestas nye marketingdirektør, Christian Bjerring og Bates samt bureauets administrerende direktør, Jacob Hastedt. Relationer der er skabt gennem et mangeårigt samarbejde om DSB, hvor Harry-kampagnen blev udviklet.

Det forlyder, at der er to bureauer tilbage, og at de præsenterede i anden runde i går. Flere bureauer har været nævnt, og selv om vi har taget fejl en gang før, vover vi pelsen igen: det mest troværdige bud lyder på Robert/Boisen & Likeminded.

Bureauets høje kreative profil vil formentlig meget godt matche ønsker hos Christian Bjerring. Spørgsmålet er dog, hvor meget vægt man hos Trygvesta lægger på adgangen til andre nordiske bureauer, idet opgaven lyder på at skabe en nordisk kommunikation.

Selv om Bates har WPP Group i ejerkredsen, så er bureauet dog heller ikke kendt for en stærk nordisk profil.

Christian Bjerring har tidligere tilkendegivet, at der ikke skal være en egentlig konkurrence med produktion af kampagne-forslag, og så vidt Bureaubiz har erfaret, blev der i første runde dystet på strategiske oplæg.

Spørgsmålet er så, hvad anden runde handler om.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Christian Bjerring.