En californisk strand, David Beckham i afslappet påklædning, bare fødder og jonglerende med en bold. Samt en Pepsi i hånden.
Sådan er ingredienserne i en ny film, der netop nu trækker hits på Youtube.
David Beckham bliver udfordret af folkene bag kameraet til at ramme tre forskellige affaldspande langt væk – hvilket han selvfølgelig kan. I hvert fald i filmen.
Filmens koncept giver stærke mindelser om den dansk-skabte Nike-film med Ronaldinho i Barcelona, der trak stor opmærksomhed for 6 år siden.
Også Tiger Woods jongleren med en golfbold for Nike nævnes i denne sammenhæng, og det fremkalder kritiske kommentarer på et site som Adfreak.
Til gengæld er det et andet aspekt ved David Beckham, som der ikke var ved Ronaldinho: mode.
På f.eks. Flickr og Upscale fokuserer man på, hvilke solbriller, shorts og skjorte, han har på. Og her er kommentarerne positive.
Om det så gør noget godt for Pepsi – det er en helt anden sag.