Bedre tider? Udsigt til pæn vækst i marketingbudgetterne

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Optimismen ser ud til at have indfundet sig. Over 700 annoncører i MyImage analysen forventer en pæn vækst i marketingbudgetterne.

Marketingbudgetterne står til at stige med over 4 pct. til næste år. I hvert fald hvis man skal dømme på den årlige MyImage analyse, der udarbejdes af MyResearch i samarbejde med Bureaubiz.

Indsamlingen af data er nu overstået, og over 700 marketingansvarlige i danske virksomheder har svaret. Dermed er det formentlig den største danske analyse blandt marketingfolk.

Analysens fokus er at opgøre image på en lang række reklame-, media- og digital-bureauer, og denne del vil først være færdigbearbejdet efter nytår. Men der er få andre spørgsmål, som man allerede nu kan fortælle om. Som f.eks. spørgsmålet om forventninger til næste års marketingbudget.

Sidste år, hvor deltagelsen i analysen var på niveau med i år, lød forventningen på en vækst på 3,4 pct. Men i 2016 ser der ud til at blive skruet yderligere op for blusset. Forventningen lyder på, at marketingbudgetterne vil vokse med 4,5 pct.

Det tyder på, at der har indfundet sig en generelt mere positiv stemning. Det er dog ikke en lige fordelt vækst, der er udsigt til. Der er brancher, der rykker mere end andre. Og så ser det også ud til, at virksomheder med mindre marketingbudgetter vil flytte sig mest.

“Virksomheder med marketingbudgetter, der ligger under 10 mill., vækster tre gange så meget som virksomheder med marketingbudgetter på over 50 mill., hvilket egentlig er meget forventeligt,” siger adm. dir. Mogens Østergaard, MyResearch og fortsætter:

“Den tendens skal dog ses i sammenhæng med, at virksomheder beliggende Vest for Storebælt forventer højere vækst i marketingbudgetterne end dem, som ligger Øst for Storebælt. Det forholder sig nemlig sådan, at virksomhederne vest for Storebælt har en anelse højere marketingbudgetter end øst-virksomhederne.”