Bedstemor skal sælge Telenor

Peter Engholm,
journalist

På en ny brandplatform fra Telenor står en cool, animeret bedstemor, der skal favne teleselskabets produkter. Læs overvejelserne bag – og se filmen – her.

Telenor lancerer en ny brandplatform, og i front står en digital superbruger i form af en animeret bedstemor, præsenteret som Danmarks Bedste. Hun skal ifølge Telenor ”portrættere følelsen af friheden til at opleve alt det gode i den digitale verden og trygheden til at turde”. For hvad er mere trygt end en bedstemor, lyder det retoriske spørgsmål.

Den nye brandplatform skal formidle følelsen af at være kunde i selskabet. Telenor har gennem noget tid bygget en position op omkring temaerne frihed og tryghed ved at lancere produkter som MaxSpeed, Skærmskift og NetSikker. Det nye reklameunivers skal kommunikere essensen af denne position.

Det er et skift fra foråret, hvor Telenor med en ”forholdsvis stor lancering” adresserede problemet med digitale krænkelser og lancerede NetSikker-produktet. Det blev i efteråret fulgt op af et samarbejde med TV 2, hvor krænkede kvinder fortalte deres historier. Nu er et åbenlyst glimt i øjet fundet frem.

Om valget af Danmarks Bedste siger Christian Hoffmann, der er direktør for privatmarkedet hos Telenor:

”Vi er stolte af den tryghed, vi tilbyder vores kunder. Derfor har vi skabt hele Danmarks Bedste, fordi bedsteforældre er lig med tryghed. Bedstes digitale liv giver hende mere frihed – og den frihed er faciliteret af trygheden. På den måde ser vi, at hun kan hjælpe os med at kommunikere, hvordan vi kombinerer en internetforbindelse i verdensklasse med værdibaserede løsninger, der gør det enkelt og trygt at udnytte alle de muligheder, digitaliseringen tilbyder.”

&Co er bureauet bag
Telenors kreative lead er uforandret &Co, der er bureauet bag ”Danmarks Bedste”. Den har været undervejs et stykke tid og er blevet testet af og rettet til flere gange i processen. Det har dog hele tiden været planen at sætte en tydelig og markant karakter i front.

”Hun er den bedsteforælder, børnebørnene elsker at blive passet hos. Hun streamer serier, går til kamp mod ninjaer i virtual reality med resten af familien. Bedste håndterer selvbetjeningsløsninger og interesserer sig for, hvordan hun bedst kan beskytte sig mod hackere og krænkelser. Hun er handlekraftig og lader sig ikke affinde med en smadret skærm,” siger Christian Hoffmann og tilføjer om den nye galionsfigur:

”Vi ville gerne skabe vores egen, originale karakter. Med en animationsfigur kan vi inkludere og kombinere alle de ting, vi elsker ved vores rigtige bedstemødre. Og figuren giver os mulighed for at give Bedste nogle lidt skæve proportioner: korte ben, stort hoved, enormt hår – således at hun bliver unik og elskværdig.”

Danmarks Bedste, som Copenhagen Visual i øvrigt har lavet 3D-animationen af, kan ses i reklameblokken på flow-tv, online, outdoor og i Telenors butikker.

https://www.youtube.com/watch?v=VPYHgJrkchM