Berlingske lægger an til at blive landets største avis

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Ganske lidt skiller avisen fra at overhale Jyllands-Posten. Til gengæld kan Politiken glæde sig over en flot pris for Politiken Plus kampagne.

Man kan ikke tale om en imponerende udvikling. Det er 2 pct. fremgang i oplag ikke nok til.

Men tallet skal ses i sammenhæng med, at konkurrenterne falder, og det betyder, at Berlingske nu er så tæt på Jyllands-Posten, at avisen har en realistisk mulighed for at komme forbi og dermed blive landets største dagblad.

Det er månedstallene for april fra Dansk Oplagskontrol, der viser udviklingen.

Berlingskes plus på 2 pct. bringer avisen op på 103.057 eksemplarer. Jyllands-Posten faldt derimod med 5,3 pct. til 104.822. De to aviser er de eneste med oplag på over 100.000, og Jyllands-Posten har gennem lang tid oplevet et faldende oplag, mens Berlingske har holdt status quo.

Berlingske-koncernen kunne i april yderligere glæde sig over, at BT faldt mindre end Ekstra Bladet – -4 contra -11,1 pct. – og dermed igen havde et hverdagsoplag større end ærkekonkurrentens. Det har bølget op og ned i de seneste måneder.

Hvad angår søndag, steg BT, mens Ekstra Bladet faldt. Så også her overhalede BT Ekstra Bladet.

Politiken holdt sig til et beskedent fald – men kan til gengæld glæde sig over, at avisens reklamekampagne skabt af Mensch i går opnåede en flot 1. pris ved INMA awards.

INMA står for International Newsmedia Marketing Assocation, Politiken Plus kampagnen får følgende prædikat:

“Denne kampagne er en ‘killer’. Ekstraordinært cool mennesker i et ekstraordinært hipt sceneri … En bemærkelsesværdig spot-on kampagne, der er særdeles repræsentativ for sin avis.”

Politiken Plus kampagnen gjorde sig også flot bemærket, da Creative Circle Awards blev uddelt i forrige uge.