Berlingskes marketingdirektør stopper og mediekoncernen deler marketing op i to for at forstærke det digitale fokus.
Omstruktureringen sker i forlængelse af, at marketingdirektør Allan Hansen stopper i koncernen. Det skriver Mediawatch.
Der bliver etableret en ny digital marketingafdeling, som Lisbet Røge Jensen bliver ansvarlig for med titel af digital marketingdirektør. Hun har hidtil været vicedirektør for marketing.
Hun skal fremover arbejde tæt sammen med Jesper Nielsen, der bliver direktør for Bladsalg. Han har hidtil været chef for product management, og træder fremover sammen med Lisbet Røge Jensen ind i ledergruppen.
Koncernchef Anders Krab-Johansen siger til Mediawatch, at omrokeringen er sket for at sætte ekstra fokus på det digitale abonnementssalg, og det har samtidig betydet, at man har afskediget en håndfuld medarbejdere med henblik på at ansætte nogle nye med digitale kompetencer.
Allan Hansen kom til Berlingske efter at have været hos dagbladet Børsen i 25 år, senest som kommerciel direktør.