Berlingske vil sælge SP3. Men vil have en høj pris

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Og formentlig alt for høj pris, hvis man spørger Hans Gundesen. Han værdisætter bureauet til 6-10 mio. kr.

Hvad kan man få for et bureau med 56 mio. i bruttoavance og 2,5 mio. kr. i primær drift?

Det spørgsmål bliver rejst i dag i Børsen, der kan fortælle, at Berlingske-koncernen er parat til at sælge reklamebureauet. Ifølge avisen har Berlingske givet 40-50 mio. kr. for det, og koncernchef Lisbeth Knudsen fremhæver bureauets stærke kompetencer på tilbudsaviser. Avisens kilder nævner, at Berlingske forventer mere end 50 mio. kr., men det skydes ned af Hans Gundesen, der vurderer bureauet til 6-10 mio. kr.

En normal værdisætning vil være et års bruttoavance eller 5-7 gange overskuddet. Men det giver meget forskellige resultater. Problemet er, at SP3 i 2007 oplevede et markant fald i overskud, og at markedet er ugunstigt, så der er nok frit valg på alle hylder i forsøget på at prissætte bureauet.