Bertel Haarder roser kampagne

Peter Engholm
25@mail.dk

”Jeg har aldrig set noget bedre”, siger ministeren om uddannelseskampagnen Hvid Zone, der følger den hædrende omtale fra IAA op med en egentlig pris.

For mange kokke fordærver maden? Visse-vasse.

Retten består af rekrutteringskampagnen og hjemmesiden Hvidzone.dk, der fokuserer på uddannelserne til bioanalytiker, sygeplejerske og radiograf. Og bag den står otte ministerier, foreninger og sammenslutninger, der til opgaven hyrede 1508, som igen entrerede med en række underleverandører.

Samarbejdet lykkedes, og Hvid Zone fik i november hædrende omtale af IAA i kategorien Natational kampagne. Den er nu fulgt om af European Excellence Award i Wien for årets bedste offentlige kampagne.

Og tale om en tilfreds kunde – undervisningsminister Bertel Haarder glæder sig over prisen med følgende vendinger:

“Det er flot og fortjent, at Hvid Zone-kampagnen er tildelt denne hæder. Jeg har aldrig set noget bedre. Der er brug for endnu flere dygtige medarbejdere i sundhedssektoren, og uddannelserne til sygeplejerske, radiograf og bioanalytiker åbner døren til en lang række spændende og udfordrende job. Kampagnen har på bedste vis skabt opmærksomhed om disse vigtige uddannelser, og ansøgertallet er steget markant i forhold til sidste år,” siger han.

I forhold til sidste år er 33 pct. flere blevet optaget på sygeplejerskeuddannelsen, 69 pct. flere er blevet optaget på uddannelsen til bioanalytiker, og 39 pct. flere ønsker at være radiograf.

Læs mere om Hvid Zone og European Excellence Award her.