Vermø var – indtil for seks måneder siden – ikke blot et reklamebureau, men også en magasinudgiver. Titlerne omfattede bl.a. Tjeck og Helse, og omkring sidstnævnte har tingene sidenhen spidset sig til.
Magasinet var tilsyneladende et populært aktiv, da Vermø i september kørte frontalt ind i en konkurs. For mens Mediegruppen erhvervede sig retten til magasinnavnet Helse og sitet www.helse.dk, så købte DG Media alle de øvrige bestanddele omkring bladet af kurator og konkursboet – og udgiver nu “Sundhed – det nye helsemagasin”.
Og den forvirring slår DG Media på – mener Mediegruppen:
“Et helt marked af distributører og annoncører får ikke det hele billede. De køber jo ellers ind på information, og det er ikke fyldestgørende, når de får at vide, at “Helse er gået konkurs og ikke eksisterer mere”. På den måde lyver DG Media, for det er os, der er Helse. Bladet er ikke dødt, det er ikke lagt i graven. Men vi møder det næsten dagligt, at annoncører har fået det indtryk. Det er selskabet bag Helse, der gik konkurs. Og bladet Helse er – med en enkelt måneds forsinkelse – udkommet hele tiden,” siger Jacob Ejs, kreativ direktør og partner i Mediegruppen.
Han mener, at det er en stor udfordring for både Helse og Sundhed at leve som medier, men konstaterer – med ærgrelse – at kampen tilsyneladende ikke kan vindes med god tone og ordentlig opførsel alene.
Samme opfattelse har Kristian Lautrup-Nielsen, adm. direktør i DG Media. Men det forhindrer ham – i lighed med Jacob Ejs – ikke i at skyde med skarpt.
“Vi vil ikke kaste med mudder, men fokusere på at skabe indhold i bladet. Men det er løgn fra Mediegruppens side, hvis de siger, at de udgiver det gamle Helse. For hvad er det? De har navnet, mens vi har hele artikelarkivet, staben, distributionen og abonnementsdatabasen. Det kan være forvirrende, og derfor er vi meget omhyggelige med at fortælle, hvad Sundhed står for. Men vi føler os ikke forpligtede til at oplyse om alt det, Helse laver – det er jo en konkurrent,” siger Kristian Lautrup-Nielsen.
Han har ikke hørt om nogen annoncører, der mener, at de har købt ind i det forkerte blad eller på anden vis føler sig snydt af magasinnavnet. Hvis det skulle være tilfældet, så er de velkomne til at kontakte ham.
På Rigshopsitalet har forhalsværtinde Charlotte Thomsen Izzard stødt på både Helse og Sundhed – Det nye helsemagasin. Begge magasiner vil gerne ligge fremme i forhalen.
“Jeg blev ringet op af Sundhed, der præsenterede sig som “det nye helse”. Dermed troede jeg egentlig, at det var Helse. Men dem blev jeg kontaktet af 14 dage senere, og jeg blev forvirret, fordi jeg jo lige havde sagt ja til dem. Det gav lidt polemik,” siger Charlotte Thomsen Izzard.
I Rigshospitalets forhal ligger, foruden gratisaviser, nu både Helse og Sundhed – samt magasinet Rask.