Biblioteks-bryster bliver eksportvare

Peter Engholm
25@mail.dk

Frederik Preisler kritiserede Svendborg Biblioteks viralfilm. Kvinden i to af viralerne er i virkeligheden et komedie-koncept, som spås potentiale i udlandet.

Det er muligt, at sidste uges stærkt omtalte viralfilm for Svendborg Bibliotek gav bagslag. Men Frederik Preislers kritik på Politiken.dk ramte i givet fald ikke afsenderen – eller for den sags skyld hovedrolleindehaveren. Omtalen har nemlig boostet hendes koncept, som kan markedsføre dansk slapstick.

“Jeg ringede til Preislers bureau og takkede for den dårlige omtale. Den gav jo bare endnu flere clicks,” siger Désirée Lenzberg.

Hun spiller pigen, der i den mest sete af bibliotekets tre viraler kopierer sine bryster – “men dem på kopiarket er ikke mine egne”, som hun tilføjer – og hun er også bibliotekaren, der i den anden viral vælter over reolen.

“Jeg var iført et fat-suit, for det var jo ikke meningen, at den samme person skal være først blondine og bagefter bibliotekar,” siger Désirée Lenzberg.

Viralerne, der kostede 30.000 kr. at producere, er baseret på komedie-karakteren The Natural Disaster, som Désirée Lenzberg i de seneste to år har udviklet med støtte fra Film Fyn og fra LAG Svendborg. Sidstnævnte dækker over landbrugsmidler, fordi Désirée Lenzberg er gift med en landmand.

“The Natural Disaster er den kluntede blondine med store bryster, som hele tiden kommer galt afsted. En slags kvindelig Mr. Bean – bare mere lummer. Svendborg Bibliotek opdagede figuren og bad mig bruge den i viralkampagnen. Jeg har i ti år været freelancer på TV2 Odense som promo-klipper, så jeg kunne også lave filmen,” siger Désirée Lenzberg.

Film Fyn har spyttet godt 60.000 kr. i at udvikle The Natural Disaster og derudover betalt en konsulent til at promovere konceptet.

“Meldingen fra Nordisk Film er, at de godt mener, de kan sælge konceptet. Non-verbal slapstik fungerer internationalt, og de små episoder vil være velegnede til f.eks. mobil og flyunderholdning,” siger Désirée Lenzberg.

Se hendes karakter her og på hjemmesiden www.thenaturaldisaster.com