Big Brother: Nu med dyr

Peter Engholm
25@mail.dk

Reality-kongen varmer op til en ny omgang på SBS, der igen får støtte af et lille bureau – denne gang suppleret med Lars Hartmann. Samarbejdet har udløst en god portion dyrisk adfærd. Se spottet her.

Søg efter Big Brother og animal på YouTube, og du kan se, at det ikke er første gang, at realityshowet – der er eksporteret til 87 lande – markedsføres med dyr.

Men der er nu – ikke et syv-mile, men et syv-års skridt mellem det primitive Channel 4-spot og det elegante promo-spot, som SBS bruger til at fyre op under Big Brother 2013.

Spottet er skabt af det lille bureau, &Støttrup – bestyret af Carsten Støttrup, som stod bag den eksterne reklame i forbindelse med sidste års Big Brother. Denne gang suppleret med Lars Hartmann, som for et lille års tid siden stoppede som senior kreativ på Saatchi & Saatchi for at blive freelancer.

SBS’ marketingdirektør, Sandor Neumann, siger om samarbejdet:

”I min bureautid arbejdede jeg en del sammen med Lars Hartmann, og Carsten Støttrup har også arbejdet sammen med ham. Det gav os muligheden for at få et af landets dygtigste kreative teams til opgaven.”

Promo-spottet skulle i sagens natur være anderledes end sidste år:

“I 2012 var nyheden, at Big Brother var tilbage igen på SBS, og at det blev bragt på fire platforme. Det kunne vi ikke gentage. Traditionelle spots viser billeder fra programmet, men denne gang er det anderledes. Med dyrene fortæller vi en historie, der viser en række arketyper, og som afspejler den menneskelige adfærd. Det er blottet for selvhøjtidelighed – og efterlader et smil på læben,” siger Sandor Neumann.