Big Data er kun i sin spæde vorden

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Der er flere eksempler på virksomheder, der har taget Big Data til sig. Men endnu bruger erhvervslivet som helhed ikke de store mængder data, der kan give værdifuld viden og indsigt.

Western Union bruger data fra 180.000 kunder i 200 lande til at beregne sig frem til kundernes etniske herkomst, religion, beskæftigelse og meget andet.

IBM har hjulpet Visa med at behandle store mængder kundedata fra transaktioner og lokationer.

Hos Skat arbejder man via dataanalyser med at segmentere skyldnere alt efter, hvor besværligt det er at inddrive pengene.

Og Coop spørger hver uge 1.000 danskere om hvad de har spist i dagens løb. I alt har over 70.000 danskere givet deres madvaner til Coop og koblet med køb, alder og bopæl giver det indsigt i, hvordan og hvornår danskerne bruger de fødevarer, de køber.

Eksempler er der. Men endnu har erhvervslivet som helhed ikke helt taget Big Data til sig og derfor er udnyttelsen af i disse data stadig i sin meget tidlige vorden, mener Kim Escherich, Executive Innovation Architect i IBM.

I 2020 vil der være 50 milliarder sensorer koblet på nettet, fra biler til pacemaker. 80 procent af verdens data er ustruktureret. Tænk på, hvad de kan fortælle, siger han til Berlingske.

Og på World Economi Forum i Davos, hvor verdens topledere mødes en gang om året, var det da også et af hovedtemaerne og ses som et konkurrenceparameter, der vil tage til i styrke i årene fremover.

også på direct marketing-konferencen, DMA, i efteråret, var det et af hovedemnerne, hvor chefredaktør for Wired Magazine, Chris Anderson trak fulde huse, da han fortalte, at Big Data bragte ham på sporet af teorien, The Long Tail.

Udfordringen ved at benytte de mange data, er at de er ustrukturerede og ikke kan sættes i tabelform.

Men så kan softwarebranchen hjælpe med at konvertere ord og sætninger til grafer og andre kvantitative målinger.

Et eksempel på det er amerikanske Treato, som har specialiseret sig i at gennemsøge medicin- og patientfora på nettet. Man indsamler og bearbejder kommentarer om medikamenter og konverterer dem til f.eks. grafer (Berlingske Business, p. 16-17).