Big data og spørgeundersøgelser bruges kritikløst

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Red Associates er et bureau, der ud fra antropologiske studier finder ud af, hvad forbrugerne vil have. Det er helt forkert at spørge folk om det, mener grundlæggeren af bureauet.

Både big data og spørgeundersøgelser bruges kritikløst, mener partner i bureau, der for store udenlandske kunder laver antropologiske studier med henblik på at finde ud af, hvad forbrugerne vil købe i fremtiden.

”Der foregår mange steder en helt kritikløs brug af både big data og spørgeskemaundersøgelser. Men det at spørge folk er en helt fundamentalt forkert måde at forstå virkeligheden på. Den bygger på en forudsætning om, at vi selv sidder med nøglen til vores hjerne, at vi ved, hvorfor vi vælger den ene kjole, kæreste eller restaurant frem for en anden eller forstår, hvad der kan få os til at ændre mening. Det gør vi i langt de flestes tilfælde ikke”, siger Mikkel B. Rasmussen til Børsen.

Han er en af seks partnere og 70 medarbejdere i Red Associates, der har kontorer i København og New York og for at finde ud af, hvad kunder som Adidas, Samsung og Lego skal satse på i fremtiden, drager Mikkel B. Rasmussen og hans medarbejdere ud i verden for at foretage antropologiske studier.

Når de kommer tilbage til kontoret i København, sammenfatter de alle indtryk til det, de kalder ’the big idea’ eller ’the moment of clarity, eller som Mikkel B. Rasmussen forklarer i avisen, er det her den grundlæggende strategiske indsigt opridses. Og ud fra denne indsigt præsenterer bureauet så produkter og nye forretningsmuligheder for deres kunder.

En af de produkter, der nævnes, er en Adidas støvle, der præsenteres som ’the lightest football boot in the world’. Om det projekt, siger Mikkel B. Rasmussen til Børsen:

”Vi fulgte professionelle og amatørfodboldspillere i Bayerne München for Adidas og forsøgte at forstå, hvordan fodbold er ved at forandre sig og hvad det vil sige at skabe succes som fodboldspiller og som klub i dag. Vi forsøgte også at forstå, hvordan inspiration og aspiration skabes i fodbold: Hvad kan en klub som Bayern München gøre for at inspirere en tiårig i Stockholm. Projektets store idé var at gøre godbold hurtigere ved hjælp af nye teknologier og bedre design og det førte til ideen om at tage vægt ud af støvlerne og skabe verdens letteste model. Den er på markedet i dag og er verdens mest sælgende fodboldstøvle”  (Børsen Mediemarked, p. 4-7).