Bilkrise truer bureauer

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Amerikanske bil-bossers tiggergang til kongressen kan få stor indflydelse på Sveriges to største reklamebureauer.

En gyserhistorie, der ikke bare er baseret på, men er virkelige hændelser: Et halveret nybils-salg, og amerikanske ejere på fallittens rand, der er klar til frasalg af Volvo og Saab.

Bilkoncernernes chefer har i to omgange været på hatten-i-hånden visit i den amerikanske kongres, og svenske Resumé slår fast, at uanset hvem der tager over som nye ejere, så vil forudsætningerne ændre sig for to af de mest markante budgetter i den svenske reklamebranche – rygsøjlen i Sveriges to største bureauer: Forsman & Bodenfors og Lowe Brindfors.

Sidstnævnte har Saab – på verdensplan – som kunde, og dét budget beskæftiger nogle-og-fyrre medarbejdere og udgør 20-25 pct. af bureauets omsætning.

Forsman & Bodenfors fik i sommer Volvos svenske budget fra inhouse-bureauet VPS – og netop dette skift ser F&Bs adm. direktør, Erik Sollenberg, som udtryk for kundens tiltro til bureauet.

Desuagtet den amerikanske bilbranches angst-lignende nervøsitet, så gør annoncørerne deres til at mane Resumés spøgelse i jorden:

“Vores vigtigste opgave her og nu er at markedsføre og sælge, hvilket vi kommer til at fortsætte med – uanset ejerskab”, siger den nordiske chef for Saab-ejeren GM, Patrik Riese.

Og reklamechefen for Volvo, Bengt Junemo siger til Resumé:

“Nej, der sker intet for svensk vedkommende, som er det eneste, jeg kan svare for”.