Bizar undskyldning for falsk testimonial

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Et amerikansk advokat-firma og dets bureau er blevet fanget i at lave en falsk testimonial-annonce. Grænserne for testimonials kan være flydende – men det gavner ikke troværdigheden, mener dansk bureaudirektør.

Amerikanske advokatfirmaer annoncerer ofte mere aggressivt end danske, og der er et særligt markedsområde, hvor det handler om at skaffe klienter, man kan føre erstatningssager for.

Worby Groner, Edelman & Napoli Bern har specialiseret sig i 11. september ofre, og har i en ny annonce vist et billede af en brandmand under den store overskrift “I was there”.

Eneste problem er, at den pågældende brandmand blev ansat i 2004, så han kunne af gode grunde ikke have været med d. 11. september.

Men sagen bliver ikke mindre bizar, når man hører reklamebureauet, Barker/DZP’s undskyldning:

Vi vidste ikke han rent faktisk var brandmand.

Bureauet havde købt et model-foto og sikret sig, at rettighederne til at bruge det i annoncer var i orden – men vidste ikke, at modellen i virkeligheden var en brandmand.

Med andre ord – det var en planlagt falsk testimonial.

Sune Bang, adm. dir. for Kommunkationsbureauet København erkender, at grænserne for testimonials kan være flydende.

“Man kan godt se annoncer, der foregiver at være en form for testimonials – hvor man f.eks. stopper folk på gaden – men hvor forbrugerne godt kan afkode, at det er et reklameunivers. Men det øger efter min overbevisning ikke troværdigheden. Hvis man vil lade som om noget er virkelighed, så bør det være virkelighed, hvis man vil bevare den troværdighed, som en testimonial typisk søger,” siger Sune Bang og fortsætter:

“Men skriver man i en annonce “I was there”, så kan man ikke bruge en skuespiller. En sådan testimonial må nødvendigvis være rigtig – ellers får man fuldt fortjent ørene i maskinen. Ikke mindst når man tager i betragtning, at afsenderen er et advokat-firma, der jo må forventes at have styr på fakta – med mindre deres agenda er en helt anden – som f.eks. at de er parat til at lyve for at nå deres mål.”