To af verdens største telefonproducenter har nu lanceret deres hidtil største flagskibe: Samsungs Galaxy S8-serien og Apples iPhone X.
I kølvandet herpå udruller Samsung nu en 60 sekunder lang tv-reklame under navnet ‘Growing up’, der eksplicit disser smartphone-konkurrenten Apple.
Reklamens narrativ spiller hovedsaligt på én ting: Skuffelse.
Wieden + Kennedy Portland er bureauet bag reklamen, der portrætterer den inkarnerede Apple-tilhænger Erik fra år 2007, hvor han køber sin første iPhone, til nutiden, hvor han igen skal købe ny telefon; en historie der bærer præg af skuffelse på skuffelse, iPhone efter iPhone.
En skuffelse der i øvrigt bliver yderligere forstærket, når han sammenligner med sin kæreste Laurens Samsung-telefoner.
Først oplever Erik lagringsproblemer, der afholder ham fra at tage et betydningsfuldt feriebillede. Dernæst overlever kærstens smartphone – i modsætning til Eriks – en tur i søen. Og slutteligt oplader Laurens nyeste Samsung endda trådløst, imens Erik, hvis iPhone nu er uden jack-stik til høretelefonerne, må sidde med et større og lettere komisk ledningsarrangement for at kunne oplade og lytte igennem sine høretelefoner samtidig.
Som i enhver dannelsesfortælling falder tiøren til sidst hos Erik, der langt om længe forstår, at det er på tide at blive voksen og købe en Samsung-telefon. The End.
Filmen springer selvsagt over scenen, hvor Erik nyder sin relativt fejlfrie iPhone 7 Plus, imens Laurens Galaxy Note 7 eksploderer i hovedet på hende.
Det er ikke første gang Samsung slår ud efter Apple. Allerede i 2012 gjorde den sydkoreanske smartphoneproducent tykt grin med de kreative, image-besatte unge, der står (og overnatter) i timelange køer foran Apple-butikkerne.