Da Hjaltelin, Stahl & Co tidligere på ugen blev ny hoved-samarbejdspartner og løb med Sydbank, kunne man forsøge at være morsom og spørge det hidtidige bureau, Blue Pen, om de så røgen. Men det ville nu ikke være ondt, men ganske relevant, for det er lige nøjagtig, hvad de har gjort.
Bureauet er nemlig koblet på lanceringen af et nyt cigaretmærke fra Philip Morris International – og mærket hedder Rög.
“Jeg kan bekræfte, at vi lancerer et cigaretbrand, der hedder Rög. Og jeg kan også bekræfte, at vi har valgt Blue Pen som bureau på mærket,” siger Rasmus Kristensen, informationschef i Philip Morris.
Den amerikanske tobakskoncern er bedst kendt for Marlboro, og står – ifølge Wikipedia – bag 7 af de 15 største cigaretmærker i verden. Og koncernen kører bureauvalget snorlige.
“Uanset kontraktens størrelse er der helt faste procedurer for vores bureauvalg – en egentlig konkurrence for de store kontrakter og en mere direkte approach for de mindre,” siger Rasmus Kristensen.
Det kan virke lidt kækt at vælge et reklamebureau til et produkt, man ikke må reklamere for …
“Det er korrekt, at al tobaksreklame målrettet forbrugere er forbudt i Danmark. Sådan er dét – og det respekterer vi naturligvis – så når vi henter bureaukompetencer ind, så er det i forbindelse med vores kommunikation over for de handlende. Dem er vi som FMCG-virksomhed naturligvis opmærksomme på. Derudover løser bureauet også en lang række grafiske opgaver knyttet til mærket,” siger Rasmus Kristensen.
Tilbage er så at fortælle, at Rög er udviklet udelukkende til det danske marked – det tætteste, man kommer på at blive beæret, med tanke på at Philip Morris er til stede i ikke færre end 160 lande. At man så bruger den udanske umlaut-finte i ö’et er vist mere ment som en finurlighed, snarere end et udtryk for at Philip Morris International ikke har detailkendskab til det danske alfabet.