B&O henter ny kreativ direktør fra digital hot shop

Peter Engholm
25@mail.dk

OPDATERET. Efter fem år som kreativ direktør og partner i Hello Monday stopper Jakob Kahlen og fortsætter på kundeside – i en ny stilling som kreativ direktør med ansvar for Brand & Design i B&O Play. Her er bureauets farvel-hilsen.

Hello Monday er blandt landets mest anerkendte digitalbureauer, og Jakob Kahlen har i snart en håndfuld år været en central skikkelse på bureauet – som kreativ direktør og partner. Og som en flittig podie-gænger, når bureauets arbejder for danske og – især – internationale kunder er blevet belønnet.

Der lægges således op til et opsigtsvækkende skifte, når Kahlen i begyndelsen af august tiltræder i en nyoprettet stilling hos B&O som kreativ direktør. Han bliver overordnet ansvarlig for B&O Play Brand & Design.

Med dette ansvarsområde er skiftet fra bureau- til kundeside måske det mindst overraskende, når endelig det skulle være. Hello Monday har udført flere award-vindende arbejder for netop B&O Play.

Jakob Kahlens ansættelse hos B&O skal ses som led den fremadrettede strategi for B&O Play, med speciel fokus på acceleration af produktlanceringer samt udvidelse af tredjepartsdistributionen.

Samtidig med den nyoprettede stilling som kreativ direktør tiltræder Viggo Olsen som global salgsdirektør.

Han kommer fra en stilling som Global Head of Sales hos GN, hvor han de sidste 14 år har været med til at sikre selskabets Jabra brand position som markedsleder inden for Bluetooth Headsets i detailhandelen både i Europa og Kina.

“Over de seneste godt to år har vi udviklet B&O Play til et globalt brand med en årlig omsætning på næsten 600 millioner kr. Det er et momentum, vi nu bygger videre på, og med ansættelsen af Viggo Olsen og Jakob Kahlen, der bringer meget stærke internationale kompetencer inden for både salg og design, har vi et godt grundlag for at styrke vores brand yderligere”, siger Henrik Taudorf Lorensen, Corporate Vice President B&O Play.

Jakob Kahlen og Viggo Olsen vil begge være en del af B&O Play-ledelsen med reference til netop Henrik Taudorf Lorensen.

Hos Hello Monday siger Andreas Anderskou, partner og leder af Hello Mondays kontor i New York:

“Vi kommer til at savne Jakob, hans kreative evner og de daglige falsetudgaver af diverse pophits på Københavnerkontoret. Bureauet går nu tilbage til den kollektive kreative ledelse, som lagde fundamentet til Hello Mondays succes i de første 4 år af bureauets historie. Det betyder, at alle ansvarlige for at den kreative kvalitet er høj på alt, vi sender ud i verden.”

Jakob Kahlen trådte i 2010 ind som den femte partner i Hello Monday, som fortsat kommer til arbejde sammen med B&O Play og Jakob Kahlen på diverse opgaver.

Han har af bureauet fået denne hilsen med på sin vej videre:

Kære Jakob,

Sikke en rejse. På grund af dig har Hello Monday i dag et kontor med fantastiske mennesker i København, et højere kreativt niveau, og en større kærlighed til brandet Hello Kitty. En ny rejse venter, hvor vandet er dybt og auto-pilot ikke er en mulighed. Du skal vide, at vi er stolte af dig. Du følger din mave, også når den siger, at det er tid til at komme på usikker grund igen. Det er inspirerende.

Som du selv beskriver beslutningen, er det fantastisk at spise hindbærsnitter, men når man har spist hindbærsnitter i mange år, får man lyst til othellolagkage. Vi håber at Creative Director-stillingen ved B&O PLAY bliver den bedste af slagsen, med både polynesisk vaniljestang og ren, rå marcipan.

Vi glæder os til at lege videre med dig på den anden side af plankeværket.

Kærlig hilsen,

Hello Monday