En massiv markedsføring i Kina – især på de sociale medier som Weibo – den kinesiske sociale pendant til Facebook og Twitter, samt Youku, der er et modstykke til Youtube – skal øge salget markant på det kinesiske marked.
B&O overvejer endvidere at benytte kinesiske skuespillere, sangere og andre kendisser som ambassadører for B&Os produkter.
I takt med åbningen af butikker i Kina – bl.a. 50 styks, der udelukkende skal sælge B&O Play-produkter – vil der blive skruet op for markedsføringen.
”Potentialet i Kina er meget stort og der er behov for at accelerere væksten for at udnytte mulighederne. Nu går vi i offensiven med nye butikker, lancering af B&O Play og mere intensiv markedsføring”, siger Lars Galsgaard, direktør for Bang & Olufsen i Kina til Jyllands-Posten.
Forventningen er at salget i løbet af få år vil udgøre 15-20 procent af det samlede salg. Pt. udgør Kina kun 3 procent af det samlede salg (Jyllands-Posten Erhverv&Økonomi, p. 3).