Bocca-film hitter med 4 mio. visninger

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Selvom kampagnen gælder natbusser, så har den også kommunikeret omkring druk. Og så har den faktisk virket klart over forventning på målgruppen.

Viralfilmen “Byturen”, der i én og samme film beskriver en nat i byen med hhv. tilpas og utilpas meget alkohol, er en kampagne, der er gået 10 skridt frem, 2 tilbage og 5 skridt frem igen.

10 skridt frem, fordi virkeligheden har gjort et mål om 10.000 visninger en kende til skamme, da den på godt tre uger allerede er blevet vist over 4.100.000 gange – hovedsageligt på www.byturen.com, og en slat på små 800.000 på YouTube.

2 skridt tilbage, fordi udlandet står for ca. 4 mio. af visningerne, og dermed ikke kan siges at ramme målgruppen og tjene formålet: At få Hovedstadsregionens unge til at tage natbus.

Og så 5 skridt frem igen, fordi de 150.000 “danske” visninger har resulteret i ikke færre end 15.000 downloadede apps. Og mere end 10.000 har beholdt app’en og bruger den til at få at vide, hvornår næste og nærmeste natbus kører.

“Vi ville være glade for 3.000 downloadede apps, så de 15.000 gør os rigtig glade – især fordi fastholdelsesgraden er så stor. De unge kan være svære at få i tale, især med et lav-interesse emne som kollektiv trafik. I denne kampagne har vi testet et – for os – nyt medie, og dén test er bestået,” siger Anders Due, centerchef i Movia.

At Byturen har ramt bredt, understreges også af de øvrige kontaktpunkter, som kampagnen har skabt. Ulrik Søby, kreativ chef og partner i Bocca, siger:

“Vi har fået henvendelser fra bl.a. fransk tv og en engelsk anti-druk kampagne – og mails fra Australien. Vi valgte en ny teknik og et medie, hvor effekten ikke er givet på forhånd, så vi er glade for at kunne tillade os at sige, at investeringen har været god. Men med kampagnens udbredelse kan man roligt sige, at vi ikke kun har vandet vores egen blomst, men også dem ved siden af.”

Movia har tidligere – sammen med Arriva og bureauerne Kadaver og Bybird – skabt en lignende viral opmærksomhed. Det skete med Mukhtars fødselsdag i forbindelse med den løbende kampagne “Bedre bustur”. Flash mobben blev vist 3,3 mio. gange, mens den efterfølgende Natbussen måtte nøjes med små 19.000 visninger.

Anders Due fra Movia spekulerer ikke umiddelbart på, om “Byturen” skal have en 2’er eller ej.

“Vi har endnu til gode at se, at de unge farer ind i natbussen. I første omgang har vi på få uger formået at gøre opmærksom på bussen og transportmidlet, og vi har fået segmentet i tale – det er emnet lige nu,” siger Anders Due.