Bocca: Ny kunde udløser nye medarbejdere

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Bureauet trodser krisen og ansætter efter at have vundet en ny detailhandels-kunde.

Bocca kan nu skrive en ny detailhandelskunde på listen. Bureauet håndterer i forvejen City 2, og har efter en konkurrence vundet Slotsarkaderne i Hillerød.

Budgettet vil kræve en opnormering på bureauet.

“Vores kreative og strategiske kompetencer er på plads, men der er en del produktion, og derfor skal vi have nogle flere folk på tegnestuen”, siger adm. dir. Morten Theil og opgør behovet til to fuldtidsmedarbejdere.

Bocca har ellers løbende investeret i nye folk, og det belastede årsregnskabet for 2007/08, der sluttede d. 30. juni. I forbindelse med offentliggørelsen, sagde Morten Theil til Bureaubiz:

“Årsresultatet har dog været såvel planlagt som forudset, og årsagen til faldet skal udelukkende hentes i bureauets samlede investering i ny arbejdskraft.

Slotsarkaderne er ikke en ren produktionskunde.

“Slotsarkaderne er blevet renoveret og har behov for at styrke sin position i yderområderne – som f.eks. i Birkerød, hvor man kan vælge, om man vil køre til Lyngby eller Hillerød. Samtidig ligger der en stor udfordring i indsalget til de mange butikker, som har meget forskellige interesser og holdninger. Endelig er der så produktionen af tilbudsaviser, og et center som Slotsarkaderne er således en kunde, der både kræver hjerne, hjerte og gode ben”, siger Morten Theil.

At der er tale om en kunde, som kræver andet og mere end produktion af tilbudsaviser understøttes af de bureauer, som ifølge rygterne har deltaget i konkurrencen. Bureaubiz har hørt navne som Autostrada, Squaws og Lyhne & Co frem for traditionelle tilbudsavis-bureauer som Republica og SP3.

Det er dog ikke lykkedes at få fat i marketingchefen hos Slotsarkaderne for at få bekræftet disse rygter.