Robert/Boisen og Like-minded afløser Another som leadbureau for Børnefonden, der er blandt Danmarks største privatfinansierede udviklingsorganisationer.
Nicolai Eisenreich, der er Fundraising & Marketing Director i Børnefonden, siger om valget:
”Vores kommunikation skal styrke kendskabet til Børnefonden og sikre, at vores mange sponsorer fortsat oplever Børnefonden som en værdiskabende organisation. I den proces, vi har haft med Robert/Boisen & Like-minded, har de tydeligt demonstreret deres innovative tilgang til branding og markedsføring. Fremadrettet vil vi gå på tværs af såvel de klassiske som de nye kommunikations- og marketingdiscipliner for at skabe den kommunikative fornyelse hos Børnefonden.”
Robert/Boisen & Like-minded, der tidligere på ugen blev shortlistet ved den prestigefyldte IPA Effectiveness Award, blev også valgt for evnen til at skabe resultater for både store og små brands.
Adm. direktør Kim Boisen siger:
”Kreativitet har for os altid været værktøjet til at få vores kunders budgetter til at række længere. Det er både med begejstring, men også med en stor portion ydmyghed, at vi går ind i det nye samarbejde. Børnefonden er en stærkt purpose-driven udviklingsorganisation, der har som mål at bruge så mange midler som muligt på at sikre børn i fattige lande en god fremtid. Det bliver såvel en kæmpe mulighed for os til at tænke ud af boksen som en nødvendighed.”
Børnefondens goddag til Robert/Boisen er samtidig et farvel til Another – et farvel, Nicolai Eisenreich, formulerer således:
”Another har haft en stor betydning for Børnefonden og har skabt gode resultater over en længere periode. Det er imidlertid vores vurdering, at der nu er behov for en gentænkning af vores position i markedet og i forhold til vores konkrete markedstilgang. Derfor har vi valgt at skifte samarbejdspartner.”
Og Morten Hershøj, CEO hos Another, kvitterer:
”Selv om der er sket meget, siden vi startede Another for 3 år siden, så er det altid vemodigt at sige farvel til sin ”founding client”. Når det er sagt, er jeg glad for, at det bliver de dygtige folk på Robert/Boisen, der overtager denne vigtige sag.”
Samarbejdet med Robert/Boisen & Like-minded starter formelt op med udgangen af september.