Bonduelle vælger dansk bureau til markedsføring i Danmark og Sverige

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Bonduelle lægger opgaven med aktivering af brandet i Danmark og Sverige hos Brandhouse/Subsero. Målet er at inspirere forbrugerne til overgangen mod grønnere og mere klimavenlig mad.

Franske Bonduelle har hyret Brandhouse/Subsero til at udvikle og udføre sin sociale strategi i Danmark og Sverige.

Bonduelle har fire brands i porteføljen: Bonduelle , Cassegrain, Arctic Gardens og Globus. Den nye strategi skal øge kendskabet til brandet og marketingmæssigt kommer den til at spænde over digitalt indhold, SoMe-engagement og samtale-håndtering.

“Der er gang i en helt nødvendig forbrugerbevægelse mod en mere plantebaseret kost, hvor bælgfrugter som bønner, linser og kikærter spiller en central rolle. Bonduelle kan hjælpe forbrugerne med at indfri deres ambitioner, og vores tilstedeværelse på digitale og sociale medier er afgørende”, siger Erica Balduccini, jr. brand manager hos Bonduelle.

Brandhouse/Subsero, som er valgt uden en pitchrunde, skal hjælpe med SoMe, kampagner, PR og anden markedsføring.

“Vi er imponerede over, hvordan Brandhouse/Subsero dækker ind fra strategiarbejdet, over kreativ eksekvering til implementering på sociale medier med samme høje faglighed og engagement, siger Erica Balduccini.”

Bureauet er netop gået i gang med at forme den lokale variant af Bonduelles brand.

“Bonduelle har en stærk ambition og et enormt potentiale. Vi ser frem til at omsætte virksomhedens rige brandhistorie til kreativt indhold og kampagner. Vores mål er at positionere Bonduelle som en spiller, der ikke kan ignoreres – hverken i detailhandel eller på sociale medier”, siger brand advisor hos Brandhouse/Subsero Felix Binggeli.

Bonduelle har tidligere brugt Gorm Agency.