Borch Hansen brødrene flytter videre til nyt bureau

FiG

Dentsu Aegis Network har købt deres social media værktøj, Motley, som nu skal rulles ud i en række lande.

For et par år siden var det TBWA, der valgte at satse på at løfte Borch Hansen brødrenes social media værktøj, Motley, ud i verden. Samarbejdet levede dog ikke helt op til forventningerne, og parterne valgte at gå fra hinanden igen.

Nu vil Dentsu Aegis Network så gøre forsøget. Gruppen har købt Motley og knyttet David og Benjamin Borch Hansen til Isobar – for et uspecificeret millionbeløb siger Benjamin Borch til Børsen i dag.

Planen er i første omgang at rulle Motley ud i 18 lande via Isobar.

Motley er et værktøj, der bruges til at bearbejde store mængder data på Facebook til at identificere forbrugertrends med henblik på kampagne-planlægning.

“Vi mener, at fremtiden ligger i evnen til at bruge data-drevne forbrugerindsigter til at skabe narrative rum, hvor brands kan interagere med forbrugerne,” siger Mads Bredal til Børsen. Han er adm. direktør i den danske afdeling af Dentsu.