Borgmester kritiseres for at optræde i Kims reklamer

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Læs også om at det er vigtigt at sikre et brand i Kina. Dialogbureau sponserer verdensmester, og formuerådgiver, der sammenligner reklameaviser og privatøkonomi.

 KIMS har borgmester med i reklame

Chipsfirmaet KIMs A/S har fået flere medlemmer af kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune – deriblandt borgmester Morten Andersen (V) til at deltage i den nyeste reklame for KIMs, hvor chipskongen, Jørgen, ankommer i limousine til Bogense Rådhus, efter at han er udnævnt til æresborger i Nordfyns Kommune.

Men den går ikke, fastslår lektor og ph.d. Karsten Naundrup Olesen, Syddansk Universitet, der forsker i kommunernes engagement i erhvervsvirksomhed.

“En kommune eller en borgmester må ikke reklamere for en enkelt virksomhed. Kommunen må gerne yde støtte til det samlede erhvervsliv, men hvis kommunen yder støtte til en bestemt virksomhed, kan andre virksomheder have forventninger om at blive behandlet på samme måde” siger Karsten Naundrup Olesen til TV 2/Fyn.

Nordfyns borgmester erkender, at der er tale om reklame – det er i hans øjne bare ikke chips, der reklameres for.

“Jeg stiller op som led i vores markedsføring af Nordfyns Kommune. Vi vil gerne have flere børnefamilier hertil, og vi vil gerne have at vores bysbørn kommer ud og oplever verden og kommer hjem igen, og det er Jørgen et godt eksempel på”, siger borgmesteren.

KIMs er med sine 223 ansatte en af Nordfyns største arbejdspladser og har nærmest tradition for utradionel markedsføring. Så sent som i maj blev Nørreport Station i København omdøbt til Jørgenport. Det varede dog kun ganske kort tid inden Banedanmark pillede skiltene ned, fordi de kunne skabe forvirring (danskekommuner.dk).

Driftige kinesere bruger internationale varemærker 

Virksomheder som Pandora , Apple og Louis Vuitton og nu måske også Carlsberg har måttet betale mange penge for at sikre sig rettighederne til deres eget brand i Kina.

En udenlandsk virksomhed kan risikere, at driftige kinesiske virksomheder registrerer de udenlandske brands og får lov til at sætte f.eks. Carlsbergs navn på produkter som hovedpinepiller, maling og parfume.

Hvis Carlsberg ikke får registreret sit varemærke i tide, kan de komme til at skulle købe sit eget navn i Kina af en anden virksomhed.

Carlsberg er blevet opmærksom på, at andre virksomheder har ansøgt om at måtte bruge Carlsberg navnet via varemærkeovervågning (Berlinske Business, p. 6-7).

Dialogbureauet Magnetix sponserer svømmeren Lotte Friis

Magnetix har indgået en sponsoraftale med Herlev Svømmeklub om at europa- og verdensmesteren i svømning, Lotte Friis, skal arbejde nogle dage om måneden i bureauet.

Til gengæld for det betaler Magnetix godt 100.000 kroner ifølge Jyllands-Posten, til Herlev Svømmeklub, som så får sit navn på svømmerens badehætte.

Lotte Friis svømmer så for Herlev Svømmeklub, modtager en løn for dette og bliver dermed Danmarks første fuldtidsprofessionelle svømmer.

Direktør Christina Rind Helsbro forklarer fordelen for Magnetix:

“Vi ser to dimensioner i det. For det første i forhold til medarbejderne. Det kræver noget helt specielt at være verdensmester og idrætsudøver på så højt et plan, og det vil vi enormt gerne lære af. Så mener vi også, at det kan gøre en stor forskel i forhold til kunderne”.

Aftalen løber indtil videre til og med OL i 2012 (Berlingske Lørdag, p. 39, Jyllands-Posten Lørdag, p. 27).

Tiden bedre brugt på privatøkonomi end på tilbudsaviser

Rune Wagenitz, uvildig formuerådgiver fra Miranova, sammenligner i lørdagens Berlingske Business den tid en forbruger bruger på at læse reklameaviser med den tid forbrugeren bruger på sin privatøkonomi.

Undersøgelser har vist, at danskerne i gennemsnit bruger 67 minutter om måneden på deres privatøkonomi, mens de i gennemsnit bruger 86 minutter på at læse reklamer.

Det er ifølge Rune Wagenitz ikke optimalt, da han mener, at der kan spares mange penge på at have styr på sin privatøkonomi og han konkluderer:

“Du kan komme til at spise flere bøffer i dag uden at spise færre bøffer senere, men det er ikke i tilbudsaviserne, at du skal lede efter billigere bøffer – det er på pensionen, lånene og investeringerne” (Berlingske Business Lørdag, p. 8-9).