Brancheklip: Disruptivt firma bag Adwords-redskab får 13 mio. fra EU

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Opkomlingen Cobiro har ambitioner om at udvide deres globale forretning med deres teknologi, der kan selv-hjælpe mindre erhvervsdrivende på nettet med at få det optimale ud af Google Adwords.

“Vi er lige så populære i bureaubranchen, som Uber er det i taxibranchen,” siger adm. direktør Bo Krogsgaard i Cobiro i Børsen.

Virksomheden, som Bo Krogsgaard leder, har netop fået 12,9 mio. af Europa-Kommissionen på betingelse af, at Cobiro skaber arbejdspladser både hos sig selv og hos dem, der bruger virksomhedens teknologi.

Cobiros kerneydelse er at hjælpe mindre virksomheder med at optimere deres brug af Google Adwords. Det gør virksomheden ved at automatisere annoncering på Google-tjenesten med hjælp af kunstig intelligens.

“Man kan sige, at vi demokratiserer Adwords”, fortæller Bo Krogsgaard til avisen og uddyber: “Vores teknologi gør, at det ikke er nødvendigt at vide noget om Google Adwords for at bruge den.”

Penge giver ekspansionsmuligheder
Støtten fra Europa-Kommissionen er langtfra den første pengeindsprøjtning, som Cobiro, der startede i 2016, har fået. Tidligere har virksomheden, der udover Bo Krogsgaard også er ejet af Anders Ibsen, modtaget i omegnen af 2,5 mio. kr. fra Markedsmodningsfonden samt 5, 25 mio. fra tre danske business angels.

Pt. vurderer Bo Krogsgaard at Cobiro, der pt. tæller 24 ansatte, har penge til at drive virksomheden i et par år. Målet er dog at skaffe yderligere 25-30 mio. så man kan komme hurtigst muligt ud på verdensmarkedet og ekspandere.

Firmaets vækstmål er at skaffe 500.000 kunder inden for de de næste 14-18 måneder, siger Bo Krogsgaard til avisen.

Cobiro er baseret på en freemium-model som er gratis for alle. Indtjeningen skal komme fra tilkøb fra brugere, der ønsker flere detaljer og statistik om deres salg på nettet.

Pt. ligger tjenesten i en web-app lignende version på Dandomain.