Brancheklip fra fredagens aviser

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Om en lufthavnsvejviser på app, der vil kunne give øget salg til toldfrie butikker, men Københavns Lufthavne tøver.

Københavns Lufthavne har lanceret en app med vejviser, der skal hjælpe passagerne til at finde ud til den rigtige gate. Men den kan også bruges til at give passageren et godt tilbud på parfume fra den toldfri forretning, hun lige har passeret på vej til gaten.

Københavns Lufthavne tøver dog med at give mulighed for at lave målrettede reklamer på app’en, fordi de er bange for, at passagererne vil blive irriterede over bip og summen fra diverse reklamer.

Flere markedsføringseksperter forudser ellers, at en sådan vejviser-app kan blive en god markedsføringskanal for de toldfri forretninger. Og der kan være mange penge i spil.

Ifølge Airport Council International gik 2,5 mia. mennesker igennem alle lufthavne i 2009. Ifølge amerikanske marketingeksperter kan en målrettet reklame via en app give et løft til det gennemsnitlige forbrug i lufthavnen på mellem 25 og 50 kroner.

Ravi Vatrapu, der forsker i markedsføring og informationsteknologi ved CBS er enig i, at der ligger store muligheder i en sådan app, men påpeger, at mange turister ikke har deres telefoner tændt i lufthavnen, fordi det er dyrt at koble sig på internettet i udlandet og derfor vil reklamerne på Københavns Lufthavnes app primært henvende sig til passagerer med dansk netværksforbindelse (Berlingske Business, p. 17).