Brancheklip fra fredagens aviser

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Læs om to parrende hunde, der gav EDC viral ”succes”, at danskere foretrækker sorte biler samt at sponsorer søges til ekstrem sejlads.

Skal din kampagne have viral succes, gælder det om, at kampagnen bliver opdaget på de sociale linking sites.

Det blev en annonce for et hus i Nordborg, som ejendomsmæglerkæden EDC havde lagt på nettet for nylig.

Et af billederne spredte sig med lynets hast, fordi man på billedet kunne se to hunde parre sig på den “pæne og store terrasse på havesiden”.

I løbet af aftenen og natten kom der besøgsstorm på EDC-sitet og EDC-folkene mødte på arbejde om morgenen til en server, der var gået helt amok.

Ejendomsmæglerkæden tog billedet af med det samme, men det tog lang tid inden besøgsstormen lagde sig.

Et socialt linking site, er et site, hvor brugerne stemmer indhold op eller ned, kaldet “digging” og “burying”.

De mest besøgte social linking sites er solidt placeret på en top 200 liste over de mest besøgte netsteder i verden. Det mest populære af dem er reddit.com, som har en milliard sidevisninger om måneden. Et andet er digg.com (Berlingske Kultur, p. 6-7).

Store nationale forskelle i bilkøbernes farvevalg

37 procent af danske Ford købere foretrækker en sort bil. Det lyder som et gammelt slogan, men er ikke desto mindre virkeligheden.

Anderledes forholder det sig for vores europæiske venner. Mens italienere og franskmænd foretrækker creme-farvede biler, vil tjekkerne have blå og irerne grå. Svenskerne har en forkærlighed for orange og tyrkere foretrækker hvide biler.

“Det er tydeligt, at den varierede kultur, mode og smag hen over Europa har en afgørende indflydelse på kundernes farvevalg”, siger Julie Francis, som arbejder med farver og materialedesign hos Ford Europa.

Ford analyserer løbende farve-præferencer i Europa for at kunne optimere produktion og distribution til de enkelte markeder og ved derfor også, at sort og andre mørke farver er meget populære i Tyskland (Jyllands-Posten Tour, p. 20).

Ekstrem sejlere søger sponsorer

To danske topsejlere søger sponsorer til deres amitiøse projekt med sejlsportens nye Formel 1-racer i Extreme 40-klassen.

Det er ikke normalt med sponsorer i dansk sejlsport, men de to sejlere mener, at de har noget at byde på:

Sponsoren kan invitere en kunde med ombord på de 12 meter lange katamaraner i Extreme 40-kapsejladserne idet 5. manden kan være en VIP-gæst. Samtidig er der mulighed for at opslå VIP-pavilloner direkte ved kajkanten i eksotiske havne, hvorfra man kan følge sejladserne.

I disse dage og weekenden over ligger Extreme Challenger i lystbådehavnene i Egaa og Marselisborg ved Aarhus, hvor der har været præsentationssejladser for potentielle sponsorer og tilsvarende præsenteres katamaranen i Tuborg Havn den 9.-19. maj, hvor der også arrangeres eventsejladser for medarbejdere i nogle af de virksomheder, som allerede har meldt sig som sponsorer. Det er blandt andet IT-virksomheden Trifork.

Målet er ifølge de to sejlere, Jes Gram Hansen og Rasmus Køstner at samle sponsorer for i alt 5-10 mio. kroner og hovedsponsoratet er stadig ledigt (Børsen Weekend, p. 25).