Brancheklip fra fredagens aviser

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Læs om, at omsætningen falder, men shoppingcentrene vinder stadig markedsandele fra strøgbutikkerne. At børn helt ned til seks år er online og at Dell nu har fået en ny administrerende direktør.

Ifølge nye tal fra centerkæden Steen & Strøm faldt omsætningen i de 18 shoppingcentre, som Steen & Strøm administrerer, med 6 procent i første kvartal. Noget af faldet skyldes den sene påske, men selv hvis man ser bort fra den, er der tale om en nedgang på 2-3 procent.

I 2010 omsatte de 108 største shoppingcentre i Danmark for godt 51 mia. kroner, heraf kom godt 15 mia. til Steen & Strøms centre og det var en tilbagegang på 1 procent i forhold til 2009.

Antallet af kunder, der besøgte centrene faldt med 1 mio. til 74 mio. i 2010. Til gengæld udgør centrenes andel af den samlede detailomsætning 24 procent og den andel vil vokse til 30 procent i løbet af 8-10 år, vurderer Institut for Center-Planlægning.

“Der er stadig kunder i centrene, men de putter mindre i indkøbsvognen end før krisen. Det er en adfærd, der ikke bare ændrer sig fra den ene dag til den anden, for det er blevet en del af psykologien”, siger Claus Tüchsen, marketingdirektør hos Steen & Strøm (Børsen, p. 10).

Børn ned til 6 år er online og det er ældre også

Børn på 6-12 år bruger mere end 25 procent af deres vågne tid på forbruger elekronik som spillekonsoller, mobiltelefoner og computere. Det giver markedsføringsfolk mulighed for at nå ud til familier og en mere bredt rækkende aldersgruppe end tidligere.

Undersøgelsen er foretaget af Ipsos OXT MediaCT for tredje år i træk blandt 2.080 børn og den viser en stor vækst i antallet af elektroniske dimser og dingenoter, som børnene bruger.

Samtidig viser nye tal fra Danmarks Statistik, at hver tiende dansker over 65 har oprettet en profil på Facebook. Til sammenligning har 60 procent af de 16-24 årige en profil på et socialt netværk, heraf de fleste på Facebook (Berlingske Kultur, p.4).

Ny Dell direktør

Efter at Dells danske direktør, Stig Jørgensen ovenpå en katastrofal TV-optræden i Kontant, måtte fratræde sin stilling med øjeblikkelig varsel, har Dell været uden administrerende direktør.

Det er der nu rådet bod på. Nicolai Moresco er udnævnt til ny adm.dir. Han har været hos Dell i 10 år og fortsætter med at have ansvaret for Dells Consumer & Small Business i Vesteuropa (Jyllands-Posten Erhverv & Økonomi, p. 13).