Transfermarkedet er permanent åbent i bureaubranchen, men hvad der kunne se ud som et regulært spillerbytte blandt to bureauer, er mest af alt en tilfældighed – det er i al fald ikke tilsigtet, understreger parterne.
I maj oprettede Republica en overbygning til kontaktcheferne, hvor en key account manager-gruppe på tre personer fik det overordnede strategiske og økonomiske ansvar for alle kunder.
Her forfremmede man Claus Rindshøj fra kontaktchef til key account manager og supplerede eksternt ved at hente Sanne Pind og Vibeke Røddik ind – sidstnævnte fra Brandhouse.
Denne manøvre efterlod et hul hos Brandhouse, som nu har fyldt det ud med … Claus Rindshøj, der bliver kontaktchef.
“Claus er en udpræget detail- og FMCG-mand. Han har arbejdet med kæder og detailmærker i 14 år, og han er superdygtig til det,” siger Stiig Helgens, adm. direktør i Brandhouse.
Hos Republica skal adm. direktør Kenneth Pedersen nu finde en ny key account director – ikke nødvendigvis hos Brandhouse, pointerer han, og ikke nødvendigvis en marketingchef i en sportskæde – således som både Sanne Pind (Sportmaster) og Vibeke Røddik (Intersport) tidligere har været det.
“Jeg forventer at rekruttere eksternt – og vil som udgangspunkt kigge efter en person med ledelseserfaring fra både reklamebureau og detail,” siger Kenneth Pedersen.