I 2018 købte Brandhouse Subsero og tidligere på året ændrede bureauet navn til Brandhouse/Subsero. Nu udvider man ejerskabet, og indlemmer to partnere i bureauet.
Det er Thomas Hedegaard, der har været hos Brandhouse/Subsero siden 2015 samt Robert Dinulovic, der kom til Brandhouse/Subsero i 2019. Begge træder samtidig ind i direktionen.
Robert Dinulovic og Thomas Hedegaard
Ifølge CEO Stiig Binggeli har der ikke været partnere med i Brandhouse Group siden medstifter Morten Angelo stoppede i 2014, men det bliver der ændret på nu, hvor man også har slået de forskellige selskaber under Brandhouse sammen til én virksomhed. Og der vil komme flere partnere hen ad vejen.
”Vi har altid været et bureau med partnere, men nu vil vi gerne have flere med. I første omgang Thomas og Robert, som i dag har et stort ledelsesansvar, men de kommende år, vil også flere blive inviteret med. Det er ikke bare en tradition i konsulent- og bureaubranchen at være partnerdrevne. Det er også en logisk konsekvens af at have stærke personligheder, som tager et ansvar for kunder og forretningen,” siger Stiig Binggeli i en pressemeddelelse.
Brandhouse har i forvejen flere partnere, som sidder i ledelsen af de enkelte afdelinger. Det er Marlene Stochkendahl, der er direktør for lean production (tidligere Outhouse) samt Jacob Karne, Torben Rohde og Martin Askhøj, der alle arbejder med digital udvikling (tidligere Subsero). Stiig Binggeli er hovedaktionær.