Branding og marketing styrkes i Telenor

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

En ny organisation rummer to nye divisioner, der retter sig mod kundefokus og marketing. Den nye marketingdirektør er dog foreløbig kun konstitueret.

Telenor har lanceret en helt ny organisation, der skal gøre teleselskabet mere effektivt og kundeorienteret.

Effektiviteten indebærer, at selskabet vil skære bemandingen ned med 13 pct. i år. Konkret koster det 138 afskedigelser i marts, mens 150 stillinger ikke bliver genbesat og 38 stillinger bliver outsourcet.

Branding og marketing bliver styrket i den nye organisation, idet der oprettes to nye divisioner: en kundedivision og en brand & marketingdivision.

Den første bliver ledet af Jesper Hansen, der har mange års erfaring fra Telenor og telebranchen, og skal stå i spidsen for kundedivisionen, mens den anden endnu ikke har fundet en permanent løsning. Lenka Rosolova er konstitueret direktør for Brand & Marketing.

Der kan endnu ikke oplyses noget om, hvorvidt den nye organisation omkring marketing får konsekvenser for andre i marketing-organisationen.

Lenka Rosolova er konstitueret i en nyoprettet stilling og erstatter som sådan ikke nogen.

”Vi vil arbejde stenhårdt for at gøre os fortjent til at have telebranchens mest loyale kunder. Historisk har teleselskaberne jagtet nye kunder, mens de har glemt de kunder, de allerede har. Det ønsker vi at lave om på. Med vores nye strategi sætter vi vores nuværende kunder først – vi vil være kundernes betroede rådgiver, som leverer enkle løsninger og den bedste service. Kunderne skal kunne mærke, at vi værdsætter dem,” siger Jesper Hansen.

Den nye struktur indebærer andre ændringer i topledelsesteamet. I de forgangne to måneder er Mikkel Torsting tiltrådt som privatkundedirektør, mens Eivind Karlsen er blevet HR-direktør.

”Det næste par år vil Telenor eksekvere på en særdeles ambitiøs forretningsstrategi, som vil give os en robust position i Danmark. For at nå i mål har jeg sat et topledelsesteam med stærke kompetencer, som kan drive transformationen af vores forretning. Vi får et stærkt team med masser af erfaring både fra internationale markeder og fra it- og telesektoren. Dermed er vi klar til at indlede en grundlæggende forandring af vores organisation og forretningsmodel,” siger Telenors administrerende direktør Marek Slacik.