Hjaltelin Stahls første ansatte bliver direktør i ungt bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Maja Hartmann har været med fra begyndelsen hos Hjaltelin Stahl, og ved salget til Accenture var hun partner i bureauet. Nu starter hun forfra i et nyt kommunikationsbureau.

Det er en særdeles erfaren bureauprofil, som nu sætter sig i direktørstolen hos det nystartede kommunikationsbureau, Bright. Maja Hartmann var den første ansatte i Hjaltelin Stahl og var igennem 18 år med til at udvikle virksomheden, der i den periode gik fra to til 175 ansatte og blev et af landets mest succesrige bureauer. Nogle af de erfaringer skal hun nu overføre til Bright. 

Bright slog dørene op for lidt over et år siden, og er nu vokset til omkring ti ansatte, og partnerkredsen har besluttet at skille partnerskab og ledelse. Derfor er baggrunden for at ansætte Maja Hartmann, der var HR-direktør til sidst og tillige var partner indtil Hjaltelin Stahl blev overtaget af Accenture. 

”Vi har aldrig lagt skjul på, at vi er ekstremt ambitiøse, når det gælder udviklingen af bureauet, og en erklæret del af vores strategi er, at vi vil professionalisere virksomheden hurtigt og effektivt. Her er det vores klare overbevisning, at det er en fordel at adskille ledelse og ejerskab, så vi får en dedikeret CEO med fokus på bureauets udvikling, og så vi som partnere kan være til stede i markedet og forme bureauets ydelser og strategiske tilgang til arbejdet med kunderne”, siger Lars Mejer i en pressemeddelelse. Han udgør sammen med Nadja Kern og Lasse Meldgaard Bloch udgør partnerkredsen i Bright.

Som da hun startede i Hjaltelin Stahl, har Maja Hartmann nu igen valgt en ung virksomhed.

“I Hjaltelin Stahl var jeg med til at opbygge bureauet helt tilbage fra dengang, vi stort set bare var Steffen Hjaltelin og mig. Siden blev jeg både partner og var med på nogle af de største kundeteams og de vigtigste opgaver. Den rejse har givet mig nogle ekstremt vigtige erfaringer, som jeg er sikker på, kommer mig til gode, når vi skal opbygge Bright. Det gælder ikke mindst i forhold til at skabe en bureaukultur, som man gerne vil være en del af, uanset om man har mange år på bagen i branchen eller om man lige er begyndt, siger Maja Hartmann i pressemeddelelsen.

Klar til næste skridt
Hjaltelin Stahls stifter, Steffen Hjaltelin, mener, at det er helt naturligt, at Maja Hartmann bruger sin mangeårige ledelseserfaring og vender tilbage til rødderne for at lede udviklingen og opbygningen af et nyt bureau.

“Maja var den første fuldtidsansatte i Hjaltelin Stahl og har en stor andel i bureauets succes, og hun har drevet nogle af de mest succesfulde kampagner undervejs. Jeg har nydt vores 18 år sammen, for Maja er en sand fornøjelse at gå på arbejde med – både for hendes kollegaer og kunder – og derfor glæder det mig, at hun nu får muligheden for at folde alle de discipliner ud, hun mestrer og træde helt frem som leder af et strategisk kommunikationsbureau som Bright,” siger Steffen Hjaltelin.