Bring Citymail: Den ville jeg ønske, jeg havde lavet

Peter Engholm
25@mail.dk

Jens Ness Jakobsen, Unplugged: Ejeren af Citymail hiver stumfilm-effekter frem og gør det stinkende godt i det aktuelle tv-spot.

Bureaubiz fortsætter serien “Dén ville jeg ønske, jeg havde lavet”, hvor kreative sætter fingeren på et stykke overbevisende kommunikation, der kun har én større ulempe: At det ikke er lavet af dem selv – eller af nogen på deres bureau.

Der har, hvis sandheden skal gæsteoptræde i denne spalte, også været en anden og hidtil uofficiel begrænsning på det kreative arbejde: At det er dansk.

Art director Jens Ness Jakobsen, Unplugged, træder således lidt ved siden af, når han fremhæver Brings aktuelle tv-spot. Hidtil har Citymail – nu Bring Citymail – været håndteret af Hjaltelin, Stahl & Co herhjemme, men som Bureaubiz omtalte i sidste uge er selve lanceringen af Bring-varemærket overladt til McCann i Norge og Sverige. Og hvordan klarer den kreative ferieafløser sig så?

“Stinkende godt. Jeg anede ikke, hvad det gik ud på – jeg vidste det dårligt nok, da den var slut. Men det er så godt tænkt, at det fortjener ros: Vi følger i spottet en manden, der står ud af sengen om morgenen og følger ham gennem rummene og morgenrutinen, indtil han – som Bring-mand – går ud af hoveddøren – ud på et strøg. Rummet vender sig efter ham, og selv om jeg på stående fod har glemt payoff’et, så står det klart, at alting er gjort nemmere med den nye postservice”, siger Jens Ness Jakobsen.

Payoff’et er “Nye veje giver nye muligheder”, og afsenderen Bring er “specialister inden for post og logistik”. Men det er ikke ordene, der imponerer – ja, ikke engang udførelsen, snarere nostalgien …

“At vende et rum efter skuespilleren er kendt tilbage fra stumfilmtiden. Det er fedt, at de tager det op igen. Og det virker autentisk, forstået sådan at man kan spotte fejl. Det er ikke animeret, ikke lavet på en computer – i så fejl skulle fejlene være bygget ind. Og det ville heller ikke være dårligt. Spottet har også inspireret mig til at se de øvrige film på nettet – og de holder”, siger Jens Ness Jakobsen.

Se filmene her http://www.bring.dk/findingnewways