Britney Spears-pelse vælger nystartet dansk mikro-bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Berglund of Copenhagen brød igennem i USA, da sangerinden bar en pels fra det danske firma. Nu skal et nyt bureau varetage PR-arbejdet både herhjemme og internationalt.

Berglund of Copenhagen, som designer eksklusivt overtøj i læder og pels med detaljer lavet af guldlynlåse og diamantknapper, har valgt det nystartede mikro-bureau Egelund PR til at varetage den danske og internationale pressekontakt.

Med designeren Katja Berglund i spidsen fik Berglund of Copenhagen i 2007 sit store gennembrud i USA, da bl.a. Britney Spears trådte op på den røde løber til sin 26 års fødselsdagsfest iført en af firmaets pelse.

Målet med det nye PR-samarbejde er at understøtte en målrettede forretningsindsats i de store modemetropoler i Europa.

“Egelund PR er et lille bureau med store ambitioner, som i højere grad lægger vægt på at skabe gode presseresultater end at udvikle store, forkromede kommunikationsstrategier. Og det er fuldstændig i tråd med vores business spirit. Dertil kommer, at bureaustifter Dorte Egelund har mere end 10 års solid erfaring med PR. Så allerede efter vores første møde var jeg overbevist om, at mit brand er i trygge og kompetente hænder,” siger direktør og designer Katja Berglund i en pressemeddelelse.

Det kommende samarbejde bliver modtaget med stor glæde hos bureauet – både den konkrete kunde, og perspektivet i retning af flere internationale kunder

Sidstnævnte er allerede ved at ske, for dagen efter kontraktens underskrivelse, blev Egelund PR kontaktet af Katja Berglunds forretningsforbindelser i Los Angeles.

De var interesseret i, at bureauet skal varetage den danske pressekontakt under den kommende Copenhagen Fashion Week i august 2010. Der arbejdes på nuværende tidspunkt på en kontrakt.